I begyndelsen af 2017 vandt den nyetablerede danske tegnestue Vargo Nielsen Palle og ADEPT projektkonkurrencen om en ny arkitektskole i Aarhus i samarbejde med Rolvung & Brøndsted Arkitekter, Tri-Consult og Steensen Varming. Sidenhen er teamet suppleret med Lendager Arkitekter, som underrådgiver.
Totalrådgiverholdet med ADEPT i spidsen overgår ved indgåelse af kontrakten til totalentreprenøren som dennes rådgiver, og A. Enggaard skal nu i samarbejde med teamet i gang med at videreudvikle og konkretisere projektet.
”Vi har nu nået en af de vigtige milepæle i projektet med at få nye fysiske rammer til Arkitektskolen Aarhus. A. Enggaard har med deres tilbud vist os, at de har sat sig grundigt ind i projektet og til fulde forstår vores vision,” konstaterer arkitektskolens rektor Torben Nielsen og fortsætter:
“En af A. Enggaards helt store styrker i forhandlingsfasen har været deres ambitiøse tilgang til, hvordan vi som lejere inddrages – og hvordan de vil inddrage bydelen og naboerne. Og vi er sikre på, at vi i A. Enggaard får en rigtig god samarbejdspartner. Vi glæder os til samarbejdet om realiseringen af byggeriet til den nye arkitektskole.”
Byggeriet vil efter den nuværende plan stå færdigt i slutningen af 2020 med indflytning i begyndelsen af 2021.