Som nyuddannet arkitekt er der intet, der virker mere tillokkende end at gå direkte ud i et job og bruge sin viden, metoder og værktøjer man har med sig fra arkitektuddannelsen. Selvom de økonomiske konjunkturer er positive p.t., og ledighedstallene for nyuddannede arkitekter peger i den rigtige retning, er der stadig plads til forbedring, og derfor lancerer Arkitektskolen Aarhus nu et samarbejde med Konsulenthuset ballisager, der skal styrke de nye arkitekters jobsøgning efter afgang fra skolen.
”Det er vigtigt for os, at vores kandidater kvalificerer deres jobsøgning, og at de ved, hvor de kan få karrierevejledning, når de tager hul på det professionelle liv som arkitekter. Konjunkturerne er gode i øjeblikket, men branchen er følsom og kan skifte forholdvis hurtigt. Vi ønsker at alle nyuddannede arkitekter kan få et godt rygstød til at komme ud i deres første job,” siger Misja Barnow, der er arkitekt og karrierevejleder i KarriereVærkstedet, Arkitektskolen Aarhus.
Som en del af det nye karrierevejledningstilbud, får skolens afgængere adgang både til et digitalt vejledningsværktøj og mulighed for personlig karrierevejledning. Det samlede vejledningsforløb vil i højere grad bygge bro mellem arkitektstudiet og arbejdslivet som nyuddannet arkitekt.
”Udfordringen for de nye arkitekter er todelt. Noget ligger hos arbejdsgiverne, der gerne vil have erfaring, og noget ligger hos den studerende. Mange går jo i job direkte, men for nogle kan det hjælpe at tænke alternative veje ind på arbejdsmarkedet. Der findes spændende jobs inden for det offentlige og mange spændende tegnestuer i byer, som ikke nødvendigvis har de jobsøgendes opmærksomhed – og det er vel at mærke jobs, der ikke får nær så mange ansøgere. Vi ser også mange jobsøgere, der ikke helt ved, hvordan jobsøgningsdisciplinen helt skal mestres, for eksempel hvordan de skal komme uden om arbejdsgivernes bekymringer i forhold til den manglende erfaring,” siger Tomas Ballisager, der er administrerende direktør i Konsulenthuset ballisager, og fortsætter:
”Jeg har oplevet arkitektskolen som et sted, der er meget optaget af at sende deres studerende godt ud på arbejdsmarkedet, og det er meget prisværdigt. Selvom tallene er gode lige nu, og en del går direkte i job, så er der stadig en gruppe, der går længere tid end måske er nødvendigt, og som kunne gå hurtigere i job med lidt hjælp. Det er dem, vi skal hjælpe i dette projekt. Og så er arkitektfaget et fag, hvor opgavemængden ofte svinger, og flere er projektansatte, så det er vores håb, at vi med programmet ikke kun klæder kandidaterne på til det første job, men også de kommende jobsøgninger, og optimerer mulighederne, uanset hvordan arbejdsmarkedet ser ud til den tid”