Alle fag må finde deres egne metoder

Ph.d.-skolen på Arkitektskolen Aarhus og Designskolen Kolding har siden etableringen i 1988 uddannet 101 forskere, der har opnået en ph.d.-grad. Vi sætter nu fokus på, hvad man kan bruge en ph.d.-uddannelse til, og de mange døre, en forskeruddannelse kan være med til at åbne. De mange forskere er nemlig endt vidt forskellige steder.

Forestil dig en mark med genmodificerede selvlysende planter, der omkranser Holbækmotorvejen, og som tvinger forbipasserende til at tænke over omgivelserne. Er det forskning? Ja, det er det, lyder det fra kunstner og landskabsarkitekt Marie Markman, der i øjeblikket arbejder på at skabe netop sådan en mark som en del af et kunst- og forskningsprojekt.

”Så snart man taler om forskning, har folk en forventning om, at det skal være en 400 sider lang afhandling, men indenfor andre fag, arbejder man i et laboratorie og tester tingene ude i virkeligheden. Det mener jeg også, at vi kan indenfor de kunstneriske fag,” siger Marie Markman og fortsætter:

”I 70’erne var der tradition for, at kunstnere og arkitekter arbejdede aktivistisk i byens rum og indtog steder, der ikke var deres. Det er blandt andet den tradition og de greb, jeg har benyttet mig af i min forskning”.

Oprindeligt er Marie Markman uddannet billedhugger og landskabsarkitekt, og i 2011 blev hun ansat som ph.d.-studerende på Arkitektskolen Aarhus, hvor hun lavede ph.d.-afhandlingen ”Landscape Sprawl: An Artistic response to living in the Anthropocene”. Afhandlingen var en del af et større forskningsprojekt om den grænseløse by, hvor man ønskede at belyse, hvordan landskabsarkitektur kunne bruges til at binde vores byer sammen. I dag arbejder Marie Markman som selvstændig billedkunstner og landskabsarkitekt sideløbende med, at hun rådgiver offentlige styrelser, kommuner og private virksomheder om kunst i forbindelse med byggeri og landskab.

”Jeg havde ikke forsket, inden jeg begyndte på ph.d.’en, men jeg synes, de i opslaget stillede et spørgsmål, som jeg allerede var optaget af, og som jeg gerne ville dykke længere ned i. Jeg foreslog en metode, hvor jeg gennem udførslen af egne og kollegers kunstværker kunne indsamle viden, og bagefter skriftligt reflektere og gøre det bredere tilgængeligt. Det var et lykketræf for mig, at skolen accepterede, at det var en valid måde at gøre tingene på,” siger Marie Markman.

Med en baggrund som billedhugger og landskabsarkitekt uddannet fra Det Jydske Kunstakademi og Landbohøjskolen havde Marie Markman en væsentlig anderledes baggrund end mange andre ph.d.-studerende på Arkitektskolen Aarhus. Som et af de første projekter på Arkitektskolen Aarhus gav Marie Markman sig i kast med at etablere et spiseligt landskab midt på Nørreport i Aarhus. Arbejdet blev udført sammen med skolens studerende, og det spiselige landskab var placeret midt i en central trafikåre – både for byens bilister og skolens studerende og ansatte.

”Jeg tror, at værket med det spiselige landskab var med til at placere mig på skolen. Det var et byrum, som alle bevægede sig igennem, og alle havde en holdning til det. Jeg følte mig virkelig velkommen, da jeg blev ansat. Folk som Claus Peder Pedersen, Tom Nielsen og Niels Albertsen var åbne og nysgerrige, og de inviterede mig indenfor i deres respektive netværk, og de ville gerne diskutere min forskning og mine metoder med mig. Også Andriette Ahrenkiel og Anne Elisabeth Toft, som på ingen måde var direkte involveret i mit projekt, skabte muligheder for mit arbejde. Det synes jeg var enormt generøst og spændende”, siger Marie Markman.

Nye formater

Selvom Marie Markman følte sig velkommen i forskningsmiljøet, var det ikke en gnidningsfri proces at komme igennem forskningsprojektet.

”De første store udfordringer omkring mit projekt kom, da jeg skulle til at skrive. Jeg skulle finde ud af, hvordan jeg kunne diskutere mine projekter og formidle det, så det bliver muligt for andre at tilgå. I starten optog jeg samtaler ude i forsøgsprojekterne, men så snart jeg tændte for båndoptageren, forsvandt de gode samtaler. Derfor udviklede jeg nogle nye tekst-formater, og begyndte at arbejde med et dagbogsformat og skrive ”jeg”,” siger Marie Markman og fortsætter:

”Der var meget diskussion omkring, hvorvidt man kunne bruge så personlig en form i forskningen. Jeg husker en af mine første store samtaler med mine vejledere, efter jeg havde afleveret 30 siders personlige dagbogsnotater i jeg-form. Jeg syntes, at formatet kunne noget, men jeg blev udfordret på, hvor meget folk skulle læse om, hvad jeg gjorde, og hvem jeg talte med. Men jeg synes, det er spændende at arbejde med de mere eksperimenterende formater og undersøge, hvordan de kan give en anden form for viden. Dagbogsformatet bruger jeg stadig i dag, når jeg laver min forskning”.

Men selvom Marie Markman benytter sig af nogle utraditionelle formater i sin forskning, så mener hun, at det er forkert at anskue forskning i de kunstneriske fag som værende markant anderledes en eksempelvis naturvidenskabelig forskning.

”Mange har den holdning, at det er to forskellige måder at forske på. Jeg mener, at de fleste forskningsprojekter arbejder med at finde sine egne metoder i det enkelte projekt, og de vælger en måde at formidle det på, som egner sig til projektet. Så selvom der er forskel på hvad vi laver, og hvad eksempelvis en læge laver, så ser jeg mange paralleller. Og jeg håber, at vi fremover på tværs af fag kan skele til, hvad de andre gør, og lade os inspirere af dem fremfor at se det som en modsætning,” siger Marie Markman.

På Arkitektskolen Aarhus arbejder man med en forskningstilgang ved navn Research By Design, men generelt er Marie Markman modstander af, at man kalder forskning andet end netop forskning.

”Jeg gør meget ud af at sige, at det jeg laver ”bare” er forskning. Forskning i sin essens handler om at bidrage med ny viden, og det handler om at udfolde, hvordan man har opnået den nye viden. Det er vigtigt for os i de kunstneriske fag at stå fast på, at vi udvikler ny viden, og at vi gør det igennem forskning. Hvis man kalder det alt muligt andet, kommer man hurtigt til at sige, at det er ringere forskning eller at det er noget helt andet,” siger hun.

I februar 2022 afholdte Marie Markman gennem Billedkunsternes Forbund konferencen KUNSTNERISK FORSKNING – NU i Videnskabernes Selskab. Her blev der diskuteret, hvordan den kunstneriske forskning kan komme videre i Danmark.

”Jeg er forsker, og jeg er kunstner. Jeg arbejder med forskning på baggrund af min kunstneriske praksis. I stedet for at diskutere, om noget passer ind i den ene eller den anden kasse, synes jeg, at det er vigtigere at fokusere på, om der kommer et nyt vidensbidrag, hvordan det bliver lavet og hvad det bidrager til. Jeg mener, at alle fag skal have mulighed for at finde deres egne metoder til at skabe ny viden. Indenfor de kunstneriske fag er vi så nye, når det kommer til forskning, at vi skal give plads til at eksperimentere og arbejde med, hvordan vi udfolder og formidler den viden, vi generer, på en måde, så den kan deles med andre”, siger hun.

Lyt til dem, der vil hjælpe

Marie Markman færdiggjorde sin ph.d.-afhandling i 2015, og i dag arbejder hun stadig i laboratoriet – både i klassisk forstand og under åben himmel. Hun ejer nemlig et stykke jord i Nordjylland, hvor hun arbejder med længerevarende landskabsforsøg.

”Jeg synes, at min verden blev åbnet for, hvor mange spændende mennesker og muligheder, der var indenfor forskningsverdenen. Man kan ikke undgå at se aftrykket fra min forskeruddannelse på alt, hvad jeg laver. Det er en vedvarende gave til mit arbejde, fordi det har givet mig nye facetter og måder, jeg kan udfolde ting på. Det har givet mig en større bevidsthed om, hvilke værker jeg laver, og hvordan jeg kan udfolde og diskutere dem med andre faggrupper,” siger Marie Markman.

Igennem hele sit arbejdsliv har Marie Markman bevæget sig på tværs af en række faggrupper og uddannelsesbaggrunde. Selvom det ikke har været problemfrit, er hun ikke i tvivl om, at forskervejen er værd at gå, også selvom man ikke nødvendigvis har den klassiske baggrund.

”Hvis man som arkitekt eller kunstner beskæftiger sig med forskning, vil der være en masse andre faggrupper, der har en holdning til, hvad der er rigtig og forkert forskning. Dem mener jeg, at vi skal undlade at lytte til. Vi skal give os selv tid og plads til at finde ud af, hvordan vores forskning skal se ud. Fagligt er der brug for, at vi stadig eksperimenterer med og undersøger, hvor bredt vi kan byde ind fra kunsten og arkitekturen ”, siger Marie Markman og fortsætter:

”Du skal i stedet lytte til dem, der prøver at gå med på dit projekt. Dem, der vil hjælpe dig til en reel undersøgelse af dit vidensområde. Det kan lyde som om, man ikke skal tage kritik ind. Det skal man, men kritikken skal hjælpe til at gøre forskningen bedre – ikke bare at afskrive den”.

Se også: Besøg udstillingen “101 ph.d.’ere” på Arkitektskolen Aarhus den 4.-18. maj 2022.