Arkitekturfotografiet er ligesom tegning en særlig disciplin og tæt forbundet med udviklingen af arkitektur. De bedste arkitekturfotografer tænker fotografiet som arkitektur, hvor fotografiets potentiale – også som kunstnerisk disciplin – er med til at udfordre måden vi ser og arbejder med arkitektur på. I en billedstormende verden er det mere aktuelt end nogensinde at forholde sig kritisk til mediet.
Architectural Landscapes
Temaet for årets konkurrence, Architectural Landscapes, fokuserer på samspillet mellem arkitektur og landskab – eller mangel på samme. I en tid hvor landskabet og naturen er under voldsom forvandling ønsker vi at se på, hvordan arkitektur – og landskabsfotografiet kan være med til at skabe debat og indgå i diskussionen om, hvordan vi planlægger og bygger i samspil med naturen. Jurymedlem, arkitekt og fotograf Christina Capetillo, som har samtidslandskabet som sit undersøgelsesfelt, siger:
’Vi har brug for andre repræsentationer og nye fortællinger om jorden, som kan få os til at ændre adfærd. For naturen går fra at være land til landskab gennem billeddannelse, og gennem udpegningen af noget, frem for noget andet, gøres naturen nærværende og landskabet bliver et billede, vi kan forbinde os til. Fotografiet har magten til at omforme vores opfattelse af og forhold til naturen. Fotografiet er medskabende, og påvirker vores tilgang til fremtiden.”
Desuden vil vi gerne udfordre arkitektstuderende over hele verden på det lille apparat de fleste døgnet rundt har i eller ved hånden, smartphonen, og som de fleste i dag bruger til at dokumentere alt fra faglige til daglige højde – og lavpunkter. Hvorefter billederne deles på sociale medier. Udviklingen er gået fra simpel telefoni til visuel kommunikation og smartphonen er blevet et redskab for iscenesættelse, nyhedsdækning og efterforskning.
Og hvilken betydning har de udfordringer, som vores sanseapperat udsættes for, fordi vi nu ser med fingrene, og teknologien er blevet en forlængelse af vores krop, som den danske forfatter og kunstner Amalie Smith beskriver det i værket Eyes Touching, Fingers Seeing.
Vi lever mere end nogensinde i en verden af billeder, billeder former så at sige vores billede af verden, og hastigheden hvormed de passerer forbi – især på de sociale medier – gør os visuelt immune. Derfor stillere årets konkurrence skarpt på smartphonen og dens muligheder og begrænsninger. Hvad betyder det, at vi konstant har et kamera i forlængelse af kroppen og hvordan kan kvaliteten i det flygtige fotografi skærpes?
Juryen 2021
Juryen for dette års POTY er igen valgt blandt de bedste og mest anerkendte fotografer, arkitekter eller forskere på området og består i år af Louise Wolthers (DK), forsker i fotografi ved Hasselblad Foundation, Christina Capetillo (DK), ph.d., arkitekt, fotograf og redaktør af tidsskriftet Landskab, Trine Berthold (DK), arkitekt, chefkonsulent i Kongelundens Sekretariat og tidligere prorektor på Arkitektskolen Aarhus og Torben Nielsen (DK), rektor og fotograf.
Juryen efterlyser det eksperimenterende blik samt de nye motiver og vinkler i fotografiet, og præmierer foto med et højt kunstnerisk indhold. Da målet med konkurrencen er at udvikle faget, er det afgørende at den, der står bag kameraet har en arkitektfaglig baggrund og dermed en særlig opmærksomhed på rum, lys, sted og tid. Konkurrencen opfordrer til nye måder at repræsentere arkitekturen på, hvad enten det sker i form af fotografier taget om natten eller om dagen, i kunst- eller dagslys.
Krav til deltagelse
For at deltage i konkurrencen skal du indsende en serie på fem billeder. Konkurrencens tema er Architectural Landscapes og billederne skal relatere sig til dette tema. Temaet kan dog fortolkes frit, og konkurrencen byder eksperimenter velkommen.
Deltagere skal være indskrevet på en arkitektskole – eller have færdiggjort en arkitektuddannelse i 2021
Det er også muligt at deltage, hvis man er indskrevet som ph.d.-studerende på en arkitektskole, har orlov eller er i praktik.
Præmier
· Førstepræmie: 5.000 Euro
· Andenpræmie: 2.000 Euro
· Tredjepræmie: 1.000 Euro.
Bedømmelseskomiteen
- Christina Capetillo (DK), ph.d., arkitekt, fotograf og redaktør af tidsskriftet Landskab
- Mikkel Frost, arkitekt, CEBRA
- Louise Wolthers (DK), ph.d., forskningschef og kurator hos Hasselblad Foundation, Gøteborg
- Claudia Carbone, arkitekt, lektor, Arkitektskolen Aarhus
- Torben Nielsen (DK), rektor, Arkitektskolen Aarhus
Annoncering af konkurrencen
02 september 2021
Deadline
Det er vigtigt, at vi modtager dine billeder senest 18 OKT 2021 klokken 12.00 (CET). Bidrag modtaget efter dette tidspunkt vil ikke blive vurderet.
Annoncering af vinderne og åbning af udstillingen
29 oktober 2021
Tilmelding og upload af materiale
Klik her for at tilmelde dig konkurrencen og uploade dit materiale.
Contact
Karen Kjærgaard, curator, Head of Exhibitions og sekretær for bedømmelseskomitéen.
kje@aarch.dk