Ansættelse af videnskabeligt personale på Arkitektskolen Aarhus
På Arkitektskolen Aarhus arbejder vi målrettet og strategisk med rekruttering af videnskabeligt personale.
På Arkitektskolen Aarhus arbejder vi målrettet og strategisk med rekruttering af videnskabeligt personale.
Skolen har særligt fokus på følgende områder:
Neden for kan du læse mere om, hvordan vi ansætter videnskabeligt personale på skolen.
(Klik på illustrationen for at se den i en større version)
Det er rektor, der træffer beslutning om at slå videnskabelige stillinger op.
Stillingsstrukturen for de videnskabelige stillinger og indholdet af de enkelte stillingskategorier er fastlagt i en bekendtgørelse, som er udstedt af Uddannelses- og Forskningsministeriet (se bekendtgørelsen på retsinformation.dk). Den gælder for alle medarbejdere ansat i kunstneriske og videnskabelige stillinger på skolen.
Ledige stillinger i staten skal som hovedregel slås op, så de er offentligt tilgængelige. Stillinger på lektor- og professorniveau skal opslås internationalt.
Løn og ansættelsesvilkår for skolens videnskabelige personale reguleres af overenskomsten for akademikere i staten. Overenskomstens løn suppleres af lokale delaftaler, der blandt andet bestemmer løntillæg for det videnskabelige personale. Der udover kan der være mulighed for årlig, individuel lønforhandling efter kvalifikationer.
Skolens rekrutteringsproces har til formål at finde den bedst kvalificerede medarbejder til en ledig stilling. Som en statslig uddannelses- og forskningsinstitution er rekrutteringsprocessen reguleret i Ansættelsesbekendtgørelse (se bekendtgørelsen på retsinformation.dk), der fastlægger de overordnede rammer for ansættelse af videnskabeligt personale.
For at styrke og effektivisere skolens arbejde med rekruttering af videnskabeligt personale har skolen besluttet at anvende shortlisting i forbindelse med besættelse af videnskabelige stillinger. Ved nogle ansættelser beslutter skolen derudover at anvende en søgekomité.
Neden for kan du læse mere om processerne for rekruttering og herunder om brug af søgekomitéer, shortlisting, ansættelsesudvalg og bedømmelsesudvalg.
Sammensætning af bedømmelses- og ansættelsesudvalg
På Arkitektskolen Aarhus ønsker vi at få alle talenter i spil uanset køn, alder, anciennitet, nationalitet/etnicitet, fysiske eller psykiske barrierer eller baggrund.
Ved sammensætning af bedømmelses- og ansættelsesudvalg mv. vægter de rette faglige kvalifikationer højest, men samtidig har skolen et særligt fokus på at have diversitet i sammensætningen og undgå bias under udvælgelse af medlemmer mv.
Etablering af søgekomitéer
Skolen kan – når det er relevant – beslutte et oprette en søgekomité i forbindelse med et konkret stillingsopslag.
Søgekomitéen bistår rektor med at kvalificere stillingens profil og indhold og bistår også med valg af, hvilke platforme og medier opslaget kan formidles på.
Søgekomitéen har fokus på talenter inden for det faglige område og bistår med at brede budskabet om stillingsopslaget ud i relevante fora og til relevante kandidater i ind- og udland. Det handler om at række ud over egen viden og bringe flest mulige talenter i spil til stillingen.
Søgekomiteen kan fx bestå af den faglige ledelse herunder rektor samt en underviser eller professor fra det fagområde, som stillingen vedrører. Søgekomitéen arbejder altid med reference til rektor.
Shortlisting
Som ansøger til en videnskabelig stilling har du ikke krav på at få en faglig bedømmelse alene fordi du har søgt en videnskabelig stilling. Derfor kan skolen – baseret på stillingopslagets profil – vælge, hvilke ansøgninger der skal gå videre til en egentlig faglig bedømmelse.
Shorlisting muliggør en forlods frasortering af ansøgninger, som er ’oplagt ikke-kvalificerede’ i forhold til stillingsopslaget. Der udvælges ud fra de kvalifikationer, kompetencer, erfaringer og potentialer, der efterspørges i det konkrete stillingsopslag.
Skolen anvender shortlisting for at fastholde fokus på dybtgående bedømmelser af de kvalificerede ansøgere.
Rektor nedsætter en gruppe bestående af formanden for bedømmelsesudvalget og et medlem af ansættelseskomitéen, som rådgiver om, hvilke kandidater, der skal shortlistes til bedømmelse.
Der skal som udgangspunkt udvælges minimum 5 ansøgere til bedømmelse, medmindre der er færre relevante ansøgere set i forhold til stillingsopslaget.
Brug af shortlisting fremgår af stillingsopslaget.
Ansøgere, hvis ansøgning ikke sendes til bedømmelse, får umiddelbart efter udvælgelsen tilsendt en meddelelse herom. De ansøgere, hvis ansøgning sendes til faglig bedømmelse orienteres om det.
Faglig bedømmelse
Til stillinger på lektor- og professorniveau samt ved bedømmelse af varigt ansattes overgang fra en stilling på adjunktniveau til en stilling på lektorniveau udpeger rektor medlemmer til et bedømmelsesudvalg, herunder en formand for udvalget.
Ved besættelse af øvrige stillinger nedsætter rektor et bedømmelsesudvalg eller udpeger en eller flere sagkyndige personer, som skal foretage en samlet faglig bedømmelse af ansøgerne.
Sammensætningen af bedømmelsesudvalg og sagkyndige personer besluttes først endeligt efter ansøgningsfristens udløb, når eventuelle habilitetsforhold kan afklares. Shortlistede ansøgere, hvis ansøgning sendes til bedømmelse, modtager orientering om sammensætningen.
Bedømmelsesudvalget eller de sagkyndige personer gennemfører en faglig bedømmelse af alle de ansøgere, der shortlistes.
Bedømmelsesudvalget eller de sagkyndige personer afgiver en begrundet, skriftlig, ikke-prioriteret bedømmelse af ansøgernes faglige kvalifikationer til rektor. Hver ansøger bedømmes som kvalificeret eller ikke-kvalificeret.
Shortlistede ansøgere modtager den del af bedømmelsen, der angår vedkommende selv. Hvis en ansøger har bemærkninger til bedømmelsen, behandles de af administrationen og eventuelt bedømmelsesudvalget eller de sagkyndige personer.
Bedømmelsesudvalget og de sagkyndige personer har ikke kompetence til at rådgive rektor i forhold til udvælgelse af kandidater.
Ansættelsesudvalg
Når bedømmelsesprocessen er gennemført, overtager ansættelsesudvalget det videre arbejde med udvælgelse af kandidater.
Ansættelsesudvalget vurderer alene de ansøgere, som bedømmelsesudvalget har erklæret fagligt kvalificerede.
Ansættelsesudvalget vurderer de kvalificerede ansøgere i forhold til de konkrete krav til varetagelse af stillingen. Ansættelsesudvalget kan herunder indkalde en eller flere ansøgere til samtale.
Ansættelsesudvalget udarbejder en begrundet indstilling til rektor om, hvem der skal ansættes.
Ansættelsesudvalget nedsættes af rektor. Ansættelsesudvalget rådgiver i hele rekrutteringsprocessen fra udvælgelse af ansøgere (shortlisting) og frem til at rådgive rektor om ansættelsen.
Ansættelsesudvalget har ikke kompetencer i relation til den faglige bedømmelse.
Ansættelse
Rektor træffer beslutning om, hvem der skal ansættes blandt ansøgerne. Ønsker rektor ikke stillingen besat, beslutter rektor, om stillingen skal opslås på ny eller ikke for tiden søges besat.
Alle ansøgere modtager besked om rektors beslutning enten mundtligt eller skriftligt. Rektors beslutning er endelig og kan ikke påklages.
En beslutning om ansættelse er en afgørelse i forvaltningslovens forstand, og der gælder derfor en række regler og principper i forbindelse med udvælgelse af ansøgere og beslutning om ansættelse.
Habilitet
Så snart navnene på ansøgerne er bedømmelsesudvalgets og ansættelsesudvalgets medlemmer bekendt, overvejer medlemmerne, om der kan foreligge inhabilitet i forhold til en eller flere af ansøgerne.
Et medlem er inhabilt, når der foreligger omstændigheder, der er egnede til at vække tvivl om vedkommendes upartiskhed. Det kan fx være hvis medlemmet har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald eller medlemmet har familiemæssige relationer til en ansøger.
Såfremt der foreligger inhabilitet i forhold til en eller flere af ansøgerne, udtræder det pågældende medlem af arbejdet, og der udpeges en anden.
Tavshedspligt
Bedømmelsesudvalg såvel som sagkyndige personer og ansættelsesudvalg har tavshedspligt.
Relateret
MÅSKE ER DU OGSÅ INTERESSERET I DETTE