Arbejdskultur på arkitektskolen
Undervisningsform, arbejdskultur, projektarbejde og vejledning på Arkitektskolen Aarhus.
Undervisningsform, arbejdskultur, projektarbejde og vejledning på Arkitektskolen Aarhus.
Generelt adskiller den akademiske arbejdskultur i Danmark sig i forhold til andre lande ved at have en meget flad struktur. Det er ikke professorerne, der sidder på den ”faglige magt”. Den faglige dialog fylder derimod meget, og der er en faglig respekt også på tværs af akademisk rang. Man forventes at tænke selvstændigt og belønnes typisk for egne idéer og refleksioner fremfor at applicere professorens tanker. Det sociale fylder også meget på den danske akademiske arbejdsplads. Man vil typisk møde åbne kontordøre, ligesom der er tradition for uformelle snakke, når man mødes på gangen.
Arkitektskolen Aarhus er en lille selvstændig skole, så der er korte beslutningsveje. Det betyder, at der ikke behøver at være langt fra idé til udførelse. Rigtig meget arbejde på arkitektskolen foregår i teams. Man udvikler undervisningen og underviser i et samarbejde med faglige kollegaer. På samme måde vil man skulle indgå i en dialog og ofte også samarbejde omkring sin forskning. Alle undervisere er derfor tilknyttet et undervisningsteam, og forsker man også, er man også tilknyttet et forskningslaboratorium.
Studieformen bygger på det problemorienterede projektarbejde og foregår primært på tegnesale, hvor de studerende arbejder dagligt og modtager vejledning såvel individuelt som i grupper. Det betyder, at en dialogbaseret kultur præger undervisningen fra første færd, hvor de studerende gennem fælles kritikker – og sammen med underviserne ved tegnebordsvejledningen – lærer at forholde sig kritisk, spørgende og reflekterende til hinandens projekter. Samtidig udfordres de studerende konstant på at kunne argumentere for de løsninger, de har valgt.
Projektarbejdet tager udgangspunkt i åbent formulerede arkitektoniske problemstillinger relateret til det omgivende samfund. Projektarbejdet foregår for den studerende i dialog med undervisere og medstuderende og forudsætter daglig tilstedeværelse på tegnesalen. Der arbejdes både i grupper og individuelt. Typisk veksles mellem fælles forundersøgelser og analyser efterfulgt af individuel projektudvikling.
Øvelser og opgaver udvikler den studerendes evne til at aflæse og analysere – sætte sig ind i og perspektivere en problemstilling, og til at prioritere, træffe valg og sammenfatte til en løsning. Herudover opøves den studerendes evne til at samarbejde og indgå i innovative, tværfaglige samarbejdsprojekter. Projektarbejdet understøttes af forelæsningsrækker, grundkurser og tilvalgskurser, der omfatter undervisning og studier inden for fagets kundskabs- og redskabsdiscipliner.
Som afslutning på et projektforløb eller midtvejs i længerevarende forløb afholdes kritik. Den studerende præsenterer sit projekt for et kritikerpanel, der typisk ved den afsluttende kritik består af en eller flere vejledere samt en gæstekritiker. Panelet diskuterer og vurderer projektresultat og arbejdsproces med udgangspunkt i de formulerede mål, det afleverede projektmateriale og den mundtlige præsentation. Studieenhedens studerende er til stede ved kritikken og opfordres til at deltage i diskussionen. Kritikken er et vigtigt led i studieenhedens faglige debat og udvikling.
Ved studiestart får den studerende sin egen arbejdsplads på en tegnesal inden for en studieenhed. Studieenhedens tegnesal er det primære og daglige studiested, hvor den faglige udvikling og udveksling finder sted. Tegnesalen er den dynamiske ramme, der giver lyst, energi og inspiration til arbejdet med studiet. Her etableres et konstruktivt miljø, som både bygger på et fagligt og socialt fællesskab. Selvdannede læsegrupper og debatgrupper udspringer af tegnesalens miljø og er et godt supplement til studiet.
Alle skolens videnskabelige medarbejdere kan fungere som vejleder for de studerende. De suppleres indimellem af gæsteundervisere fra andre arkitektskoler eller fra en tegnestue. Vejledningen kan være individuel og vil typisk foregå ved tegnebordet, men den kan også være kollektiv for mindre grupper eller studieenheder. Vejledningen er en drøftelse af ideer, undersøgelser, skitser osv. mellem de studerende og en underviser.
Relateret
MÅSKE ER DU OGSÅ INTERESSERET I DETTE