ARKITEKTSKOLEN AARHUS BIDRAGER MED VIDEN OM VAND PÅ VENEDIG-BIENNALEN
Når arkitekturbiennalen i Venedig åbner den 20. maj, bliver det med bidrag fra Arkitektskolen Aarhus.
03.02.2023
Når arkitekturbiennalen i Venedig åbner den 20. maj, bliver det med bidrag fra Arkitektskolen Aarhus.
03.02.2023
Under overskriften Coastal Imaginaries sætter den Den danske Pavillon med kurator Josephine Michau i front fokus på naturbaserede designløsninger i kampen mod globale udfordringer som stigende havvand og stormflod.
Arkitektskolen Aarhus bidrager i kraft af lektor Katrina Wibergs og professor Tom Nielsens engagement i forskningsprojektet Kystbyers løsningsmuligheder over tid.
”Vores kystbyer og landskaber kommer til at ændre sig med klimaet og havstigning. De bliver anderledes, end vi kender dem i dag. Derfor er der brug for, at vi rykker ved vores forestillinger og danner billeder af nye fremtider. Skolens værker på Biennalen søger nye blik på de byer og landskaber, vi kender”, siger Katrina Wiberg.
Hun kommer til at skabe værker i samarbejde med arkitekt Nikolaj Knudsen, selvstændig arkitekt Boris Brorman og videnskabelig assistent på Arkitektskolen Aarhus Nikola Gjorgjievski.
Den danske Pavillons faglige indhold udvikles i samarbejde mellem kurator Josephine Michau, landskabsarkitekttegnestuen Schønherr og en række af Danmarks førende forskere og studerende fra forskellige danske vidensinstitutioner.
Det er ambitionen, at dette års udstillingsbidrag i Den danske Pavillon vil rette en ny opmærksomhed hos alle besøgende mod nye løsninger til og forestillinger om fremtidens kystlandskaber og klimaforandringernes konsekvenser i København og resten af verden.
Relateret
MÅSKE ER DU OGSÅ INTERESSERET I DETTE