23.01.2019 / Nyhed
Byggestarten markeres med en række taler; blandt andre transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen og borgmester Jacob Bundsgaard – og med 100 spader får alle fremmødte mulighed for at bidrage med et første spadestik.
”Vi er glade for at byggeriet nu går i gang og ser frem til at få nogle fysiske rammer, der modsvarer vores behov,” lyder det fra arkitektskolens rektor, Torben Nielsen. I skolens mere end 50-årige historie har den haft ’midlertidigt ophold’ i en gammel købmandsgård på Nørreport.
”Men den nye skole bliver andet og mere end en moderne arkitektskole; det bliver et laboratorium for arkitekturudvikling og -formidling, som lægger op til samarbejde med såvel byen og branchen som med vores naboer,” understreger Torben Nielsen.
Arkitektskolen bliver en del af en helt ny bydel på Godsbanearealerne, som allerede rummer en række kulturinstitutioner, herunder Godsbanen, der er et tværfagligt kunst- og kulturproduktionscenter, og Institut for (X), der er en kulturel platform for unge entreprenører, designere, musikere, kunstnere og håndværkere.
Deltag i eventet
Kom og vær med den 28. januar, når de første spadestik tages til den nye arkitektskole på Godsbanearealerne.
Inddragende byggeplads
”Ønsket om dialog vil komme til udtryk allerede på byggepladsen. Folkene fra Institut for (X) har vedholdende arbejdet på at sikre at det særlige DNA, som findes i området i dag, kan fastholdes. De introducerede ideen om at skabe en inddragende byggeplads – og den idé er blevet grebet af både Bygningsstyrelsen, som er bygherre, og A. Enggaard, som er entreprenør på byggeriet”, forklarer prorektor Kristine Leth Juul, der er skolens tovholder på projektet.
Eksempelvis etableres der en informationspavillon, hvor der løbende vil blive orienteret om byggeprocessen, og Enggaard etablerer et udsigtsplatform, hvorfra udefrakommende vil kunne få overblik over byggeriet. Desuden opstilles en række containere på stedet, som skolens studerende kan bruge i forbindelse med workshops på selve byggepladsen. Containerne vil også give plads til de folk fra Institut for (X), som må forlade nogle af sine hidtidige lokaler, nu hvor arkitektskolen rykker ind i området. Endelig oprettes et genbrugstorv, hvor nabolaget kan hente overskudsmaterialer fra byggeriet.
”Det er en række aktiviteter, som vi håber kan blive startskuddet til et tæt samarbejde med både vores naboer i den nye bydel og med byen,” siger Kristine Leth Juul.
Fødekæde til en succes
Også byens borgmester, Jacob Bundsgaard, har store forventninger til projektet:
”Arkitektskolen er en afgørende institution i byen; den har gennem mere end 50 år været fødekæde til byens mange arkitekt- og designfirmaer – og er en væsentlig årsag til, at Aarhus i dag har internationalt ry som arkitektur- og designby.
Skolen bliver et vigtigt omdrejningspunkt for den nye bydel, hvor en række kulturinstitutioner får til huse. Den synergi, som skolen har skabt med byens arkitekterhverv, bliver der nu optimale betingelser for også at skabe med eksempelvis Godsbanen og Institut for (X). En synergi og et samarbejde, som alle parter kan få stor glæde af.
De nye fysiske rammer vil samtidig gøre det muligt at opfylde skolens ønske om ikke blot at være et sted for arkitekterhvervet og andre samarbejdspartnere, men også et sted, hvor byens borgere inviteres indenfor i arkitekturens værksted,” siger Jacob Bundsgaard.
Den 28. januar kl. 14 går det løs. Der indledes med en række taler i Godsbanens foyer, inden spaderne stikkes i jorden. Og alle der møder frem vil få mulighed for at bidrage: 100 spader er til rådighed. Efter anstrengelserne bydes der på kolde øl og varm suppe.
FAKTA
Projektet til den nye arkitektskole blev født i dialog med rådgiverbranchen gennem en international idékonkurrence, som gav unge uprøvede kræfter mulighed for at deltage, og en efterfølgende projektkonkurrence.
Den nyetablerede tegnestue Vargo Nielsen Palle vandt idékonkurrencen i foråret 2016, hvorefter de indgik samarbejde med ADEPT m.fl. I begyndelsen af 2017 vandt ADEPT og Vargo Nielsen Palle i samarbejde med Rolvung & Brøndsted Arkitekter, Tri-Consult og Steensen Varming projektkonkurrencen om den nye arkitektskole i Aarhus.
Dialogen med rådgiverbranchen blev siden fulgt op med entreprenørbranchen, hvor Bygningsstyrelsen, der er bygherre på projektet, lancerede en ny udbuds- og samarbejdsform, kaldet New Partnering. Den lægger op til at optimere projektet og byggeprocessen gennem en tidlig inddragelse af alle involverede parters viden og kompetencer.
I april 2018 tildelte Bygningsstyrelsen entreprenørfirmaet A. Enggaard A/S totalentreprisekontrakten på opførelsen efter en prækvalifikationsrunde og efterfølgende forhandling med tre prækvalificerede entreprenørvirksomheder.
Siden har rådgivningsteamet med ADEPT i spidsen samarbejdet med A. Enggaard om at videreudvikle og konkretisere projektet, der nu er klar til opførelse.
For yderligere information
- Lisa Sørensen, projektchef, Bygningsstyrelsen, tlf. 4170 1014, e-mail: lis@bygst.dk
- Torben Nielsen, rektor, Arkitektskolen Aarhus, tlf. 8936 0200, e-mail: tni@aarch.dk
- Kristine Leth Juul, prorektor, Arkitektskolen Aarhus, tlf. 8936 0204, e-mail: klj@aarch.dk
Hent illustrationer i høj opløsning
(Det skal fremgå, at visualiseringerne er udført af ADEPT)
Relateret
MÅSKE ER DU OGSÅ INTERESSERET I DETTE