Fredag den 28. juni dimitterede 67 nyuddannede arkitekter, det blev fejret på Godsbanen med taler, uddeling af legater og udstillingsåbning.
Rektor Torben Nielsen og adjunkt Mo Krag gav de nye arkitekter nogle ord med på vejen, mens Sofie Jürs stod for dimittendtalen.
Værdidebat og fagligt mod
Torben Nielsen opfordrede De Nye Arkitekter til at føre an i en værdidebat: ”Hvad er det for et samfund I vil bygge, ikke bare fysisk som bygninger, byer, landskaber osv., men også strukturelt. Hvad skal være sammenhængskraften? … I skal gå ud og blande jer, og kæmpe for det I tror på. Det er jer, der er fremtiden, og det er jer, der skaber de nye virksomheder og den nye verdensorden – og jer, som skal sige fra, når det er nødvendigt.”
Mo Krag fortsatte i samme spor: ”Søg ud i verden, om det så er udlandet eller måske bare provinsen – kulturchokket kan være lige stort. Mærk og lær forskellene. Bliver man hængende i sin egen komfortzone, risikerer man blot at vade rundt i sine egne sluttede cirkler, hvor der altid er mulighed gensidig bekræftelse.
… Søg vildskaben, begå fejl og bevæg jer ud på kanten for at eksperimentere. Det mest afgørende er i virkeligheden, at I sætter jer selv på spil. Samfundet kunne godt trænge til lidt mere mod og bid fra vores faglige stand. Ellers bliver vi alle ædt af det konsumerisme-monster, der huserer.”
Gymnastisk inspiration
Sofie Jürs advarede mod at lade sig forblænde af nutidens store mængder af computergenererede projekter og billeder som præsenteres glamourøst på de sociale medier. I stedet drejer det sig om at søge substansen:
”Vi kan scrolle igennem uendelige mængder af flotte projekter. … men disse billeder fortæller os intet om, hvad der ligger bag – de overbeviser os udelukkende ved at se godt ud.”
Sofies forbillede under sit kandidatstudie har været den rumænske gymnast, Nadia Comaneci, der under de Olympiske Lege i 1976 som den første gymnast nogensinde blev tildelt et 10-tal for en perfekt præstation:
”Comaneci vandt guldmedaljen, ikke kun på grund af sin fejlfri teknik, kontrol og udførelse. Men på grund af hendes ubesværede, kunstneriske fortolkning. Hun brugte ikke blot sin krop og sine færdigheder, sine værktøjer, til at opnå noget fejlfrit, men som et medium til udtrykke sig. … En sådan præstation bør være en stor inspirationskilde for os som nyuddannede arkitekter.
Læs om legater og priser her.
Afgangsudstilling
Efter dimissionen blev den traditionsrige afgangsudstilling åbnet i Godsbanens Rå Hal, og her kan man opleve alle sommerens afgangsprojekter. Udstillingen kan ses til og med den 21. juli. Der er åbent alle dage fra 11.00 til 18.00.
Herunder har vi samlet en række indtryk fra dimissionen og udstillingsåbningen.
Relateret
MÅSKE ER DU OGSÅ INTERESSERET I DETTE