Nye arkitekter hædret med legater
Både afgængere og bachlorer fik priser for deres projekter.
07.09.2020
Både afgængere og bachlorer fik priser for deres projekter.
07.09.2020
Traditionen tro blev der uddelt en række legater ved Arkitektskolen Aarhus’ dimission, der denne gang blev afholdt – lettere forsinket grundet corona – på DOKK1.
I alt modtog fire nye arkitekter et legat for deres afgangsprojekter, der behandler så forskellige emner som genbrug af lagerbygninger i Odense og en gentænkning af massive parkeringsstrukturer, så de bliver til et urbant økosystem fuld af forskelligt liv.
Udover de fire legater til afgængere, er to bachelorstuderende også præmieret med legater.
Legatet fra Nationalbankens Jubilæumsfond på 25.000 kroner gik i denne omgang til Francesco Cauda for projektet ”Terrain Vague. An Evolving Landscape Legacy”. Dommerkomiteen skriver om projektet:
” Dette speciale tilbyder et imponerende højt niveau i forhold til projektets æstetiske og kunstneriske udtryk, aktualitet, konceptuel styrke, tegnefærdigheder og analytisk kapacitet. Det er yderst aktuelt med afsæt i den faretruende risiko for oversvømmelse af kystbyer og landskaber i det vestlige Frankrig. Det udføres gennem en kombination af analyse, der går tilbage til den sidste istid og ind i en forventet fremtid ledsaget af en meget reflekteret skrivning. Projektet er herfra udviklet til et kunstnerisk projektforslag, der formidler en udforskende tilgang. Alt i alt repræsenterer projektet et højt niveau af kompleksitet og viser imponerende analytiske og kunstneriske kompetencer, der med stor succes oversættes til arkitektonisk form og tænkning, som alle er smukt præsenteret gennem eksemplariske færdigheder.”
De to Vola-legater gik til henholdsvis Kristian Knorr Jensen og Laura Høgh Jensen, og de modtog begge et rejselegat på 15.000 kroner.
Kristian Knorr Jensens projekt ”Constructed Ecology” fik disse ord med på vejen fra dommerkomiteen:
”Constructed Ecology er en original tilgang til det nutidige problem med massive parkeringsstrukturer. Kristians forslag opgraderer ikke kun en af disse bygninger, men udarbejder faktisk en grundig og omfattende plan for at gøre det til et urbant økosystem fuld af forskelligt liv, og som ikke kun foreslår gennemgående multiskala og tekniske løsninger, men et håbefuldt blik på en nær og fjern fremtid for byerne.
I sit forslag omfavner Kristian et optimistisk scenarie ud fra en realistisk og gennemførlig arkitektur. Dette er muligt på grund af hans nysgerrige undersøgelse af fauna, flora, materialer og væsker, der giver et velinformeret og smukt præsenteret forslag.
Laura Høgh Jensen fokuserer i sit projekt på genbrug af to lagerbygninger i Siloøen i Odense, og dommerkomiteen havde følgende at sige om projektet:
”Dette specialeprojekt viser et højt niveau af raffinement og formidles på en yderst professionel måde. Emnet er meget relevant og viser på en overbevisende måde de store potentialer ved genbrug af eksisterende bygninger – specifikt to lagerbygninger i Siloøen i Odense. Projektet udviser en sensitivitet overfor de eksisterende kvaliteter, men med en usentimental trang til at tilføje endnu et moderne lag, der fletter de to bygninger sammen til et komplekst, meget overbevisende og kompetent projekt, der omfavner kompleksiteten og modsætningerne i det eksisterende.”
Dette semesters CEBRApris gik til Allette Lærche Marcel Hansen for projektet ON-DEMAND DOMESTICITY. Med CEBRAprisen følger Le Corbusiers legendariske 8-binds bogværk Oeuvre Complete samt arkitektfirmaets egne bøger, CEBRAfiles 01, 02 og 03.
Dommerkomiteen skrev dette om projektet:
”Projektet ON-DEMAND DOMESTICITY tager udgangspunkt i den teknologiske virkelighed, som allerede er over os. Gennem app-baserede services deler eller udlejer vi vores boliger og biler, og vi har mulighed for at skabe en sidegesjæft som Uber-chauffør eller Wolt-rytter.
Spørgsmålet som Allette stiller, er ikke om, men hvordan denne nye virkelighed vil forandre vores måde at se og opleve boligen, byen og hjemmet på. Det gør hun gennem et konkret bygningsprojekt på Nørrebro i København.
Her demonstreres det hvordan det at dele – både lodret og vandret – kan blive et luksuriøst gode i stedet for et økonomisk nødvendigt onde. Det belyses hvilke nye måder man kan bo sammen på i en slags ”kollektivet 2.0”, som er mere organiseret, mere dynamisk og teknologisk drevet.”
Allette Lærche Marcel Hansen blev desuden også tildelt 3XN GNX’s rejselegat på 10.000 kroner. I motivationen lød det blandt andet om projektet:
”Projektet analyserer klogt, hvordan det voksende felt med delte økonomier ændrer byerne og giver potentialet for nye måder at bo, høre sammen og forbinde. Det udfordrer den traditionelle familieboligtypologi og foreslår en ny måde at leve sammen på.”
Du kan se alle de spændende afgangsprojekter i vores digitale afgangsudstilling på dette link.
Det var ikke kun de nyuddannede arkitekter, der skulle præmieres for særligt godt arbejde. Også to af skolens bachelorstuderende er blevet tildelt priser. Det drejer sig om Cathrine Roslyng Rasmussen og Anne Sophie Donslund.
Cathrine Roslyng Rasmussen modtog Akademisk Arkitektforenings Bachelorlegat, der består af et rejselegat på 15.000.- og et studiemedlemskab af foreningen. Legatet gives til en studerende, som gennem sit studie har udvist en særlig evne eller engagement i forhold til proces, samarbejde eller en særlig bred anvendelse af sit kreative talent.
Anne Sophie Donslund modtog CUBO-prisen på 10.000 kroner. Prisen tildeles studerende, som gennem deres bachelorprojekt har udvist et åbenlyst arkitektonisk talent.
Stort tillykke med legaterne.
Relateret
MÅSKE ER DU OGSÅ INTERESSERET I DETTE
The page you have selected is currently not available in English.