Afgangsudstilling 2016

Hvordan kan arkitektur relatere sig til nutidens samfundsmæssige udfordringer?
Kategori: Udstilling
Dato: 05/02/2016 - 23/03/2016
Lokation: Arkitektskolen Aarhus, Nørreport 20, 8000 Aarhus C
Arrangør: Arkitektskolen Aarhus

Nyt liv til gamle bygninger og byområder, håndtering af Europas flygtningestrømme, bæredygtige løsninger på miljømæssige udfordringer og inkluderende boliger for unge, familier og ældre. I deres kandidatprojekter forholder 40 nyuddannede i arkitektur sig til nutidens samfundsudfordringer.

Kig forbi afgangsudstillingen AFGANG 2016 og oplev innovative afgangsprojekter, der omhandler fysisk planlægning, modernisering, renovering, nybyggeri, møbler og meget mere.

Engagering gennem arkitektur

Nye arkitekter udfolder fagets mange forskellige aspekter, sætter spørgsmålstegn ved eksisterende bygninger og arkitektur og giver deres forslag til bæredygtig forandring. Gennem arkitektur bidrager de til en positiv samfundsudvikling.

“Vi ser et voksende engagement blandt vores studerende. De er interesserede i verden omkring dem, de forholder sig til store nutidige problemstillinger, deltager i diskussioner og giver deres forslag til, hvordan vi kan løse de udfordringer, verden står over for. Men de ser også på vores nærmiljø, på ændrede familiestrukturer og den nødvendige transformation af eksisterende bygninger og vores bymiljøer,” siger rektor Torben Nielsen.