Le Corbusier. Telte og tekstile former

Det 20. århundredes betonarkitektur har i høj grad haft tekstil karakter især med udspændte og hængende tage. Det er foredragsholderens tese, at dette skyldes, at der er en strukturel lighed mellem armeret beton og et stykke tekstil. Betonen har jernarmeringen, og tekstilet har de lange kædetråde, som muliggør de hårde opspændinger.

Det er derfor velbegrundet, at modernistisk arkitektur har været teltagtig. Kronologisk spænder denne forelæsning fra Le Corbusiers udgivelse af Vers une architecture i 1923 til hans død i 1965. Forelæsningen prøver at læse en anden linje frem i hans værk. Allerede i det litterære hovedværk fra 1923 er der telte med, og i 1930’erne, da han arbejdede i Algier, stiftede han et nærmere bekendtskab med beduinteltet som type.

Det betød alt for hans oplevelse af form, skygge og konstruktion. Det telt, han rejste til verdensudstillingen i Paris i 1937, er centralt, fordi det både peger bagud og fremad i hans værk. Inspirationen fra dets udvendige teltstænger og hængende tag benyttede han ikke bare selv, men blev også taget op af andre. Forelæsningen slutter med radikalt anderledes tolkninger af kapellet i Ronchamp og af Philips Pavillonen fra verdensudstillingen i Bruxelles i 1958.

I dialogisk konflikt med forelæsningen opfører Beatriz González Rodríguez samtidigt en performance.