For første gang nogensinde kan vi præsentere en afgangsudstilling i vores nye bygning.
Fra d. 31. januar til d. 13. februar kan du se afgangsudstillingen ARCHITECTURE NEVER SLEEPS, hvor du kan opleve de nye arkitekters projekter. Udstillingen foregår i stueetagen på Arkitektskolen Aarhus, og der er krav om coronapas og mundbind for indgang.
COVID disruptede ikke bare vores måde at arbejde på, men også vores måde at formidle faget og den nye arkitektur på. Derfor er det en stor glæde igen at kunne byde velkommen til en fysisk afgangsudstilling, Architecture Never Sleeps.
Udstillingen henviser til at arkitektur er omnipresent: Vi er omgivet af arkitektur, når vi spiser, arbejder, leger, elsker, sover, er raske, syge eller døende. Vi er døgnet rundt, i større eller mindre grad omgivet af vægge, tag, gulv eller lignende der skaber en fysisk ramme for vores liv. En ramme, hvor der foruden basale ting som vand og varme, er tryghed og ro. Men arkitektur handler i lige så høj grad om alt det udenfor den nære sfære: offentlige pladser, infrastruktur, naturen, klimaforandringer og bæredygtighed. Derfor er de nye arkitekters tanker og visioner så stærkt og vigtigt et område at formidle til en større offentlighed.
Afgængerne beskæftiger sig i deres sidste projekt med et selvvalgt emne som kan omhandle alt fra en aktuel problematik, en masterplan for et vådområde, en digital eller analog undersøgelse af et materiales egenskaber eller en bæredygtig transformation af et eksisterende byggeri. Opgaverne spænder over et stort felt, men den projektorienterede tilgang er den samme, hvad enten det drejer sig om en radikal transformation af et senmodernistisk sygehus fra fødegang til fængsel, en eventyrlig forvandling af en norsk boreplatform til besøgscenter for klima og oprensning af oliespild, et tankevækkende bud på et nyt begravelsesritual, hvor kroppen nedbrydes og indgår i et nyt kredsløb med naturen på en eksisterende kirkegaard i Riga eller en arkitektonisk drive – in – structure ved indfaldsvejen til Aarhus, hvor kendte typologier og funktioner mixes og ny arkitektur opstår.