Syv klodser
Lektor Anders Gammelgaard står bag denne udstilling, der kan opleves i skolens Bibliotek frem til d. 17. marts – alle er velkomne.
De syv klodser, som er udformet i egetræ, skal ses som en efterprøvning af Carlo Scarpas ’trappeserende’ overgange fra Tomba Brion. Hvad sker der når man fjerner hjørner og kanter fra de råt udskårne klodser og erstatter dem med imaginære hjørner? Hvordan påvirker dette den formmæssige oplevelse og hvad sker der, når de forsvundne hjørner indfarves eller forgyldes? Endelig er de syv klodser en hyldest til Carlo Scarpa.
Hullet
Det er et hul midt i Carlo Scarpas gravsten. Eller rettere sagt, hullet er forskudt fra midten og omkranset af tre koncentriske cirkelringe. Hullet i stenen virker dragende. Blikket suges ind igennem hullet og forsvinder i mørket og intetheden. Gravstenen er hugget i marmor, men lige omkring hullet skifter materialet til beton. Marmorens udformning skaber et hulrum, som betonen indtager i sin flydende tilstand. Traditionen tro er navn og dato for fødsel og død indhugget i gravstenen. Inskriptionen udgør sammen med et forløb af ornamenter en komposition, som begynder ved gravstenens kant og kulminerende ved det sorte hul.
På mange måder repræsenterer hullet i stenen noget helt centralt for Carlo Scarpas virke; detaljen afspejler helheden, og helheden indfanges i detaljen. Dette videreføres i materialernes møde, der foregår som en gensidig iscenesættelse. Marmoren iscenesætter den støbte beton, der igen iscenesætter hullet, som slutteligt iscenesætter det fraværende materiale. Det sorte hul med intetheden bliver kulminationen på materialernes vekselvirkning.
I fraværet opstår det imaginære, det som er, men som alligevel ikke er der. Det, der ikke træder frem som et fysisk fænomen, men forbliver en abstraktion. Paradokset, som Carlo Scarpa mestrer så sublimt, at det imaginære først giver sig til kende igennem stoffet. Ved indgangsporten til arkitektskolen i Venedig udtrykker han dette ved i marmoren at lade indhugge den latinske sætning; Verum Ipsum Factum – sandhed gennem tilblivelse.
Kanten
I Carlo Scarpas arbejde udgør ´kant-problemet’ en tilbagevendende problematik. Med afsæt i barokkens bearbejdninger af overgangene mellem rummets flader
diskuterer han ´kant-problemet’ som et imaginært møde mellem flader. Dette skal forstås som en erstatning af en konkret, fysisk kant med forestillingen
om et møde mellem flader. Kanten eksisterer ikke længere som et fænomen, men vi oplever den alligevel imaginært. I Tomba Brion udfolder Carlo Scarpa det imaginære hjørne med fuld styrke, idet kanterne i den in-situ støbte beton ikke blot er fjernet, men er erstattet af ’trappeserende’ forløb. Der opstår herigennem ikke blot ét imaginært møde, men derimod en hel serie af imaginære hjørner og kanter. Hertil foretager Carlo Scarpa en forgyldning af de indadgående hjørner, som forstærker oplevelsen af, at det fysiske hjørne er skåret væk, og at betonen indeholder et indre stof.
Kunsten at bygge by