Vil gøre en forskel
Forskningschef ved Arkitektskolen Aarhus, Charlotte Bundgaard, ser frem til det kommende samarbejde:
”Arkitektskolen Aarhus er utrolig glade for at være med i projektet. Vi har som mål at engagere skolen, vores forskere og undervisere i samfundsudviklingen og være en aktiv sparringspartner for lokalmiljøet. Vi ser dette meget ambitiøse udviklingsprojekt som anledning til virkelig at gøre en forskel.”
Et samarbejde mellem fagfolk, embedsmænd og politikere
Analysearbejdet udføres af en faglig projektgruppe bestående af professor ved Arkitektskolen Aarhus Tom Nielsen, byplankonsulent Holger Bisgaard og arkitekt Boris Brorman Jensen. Fra arkitektskolen bidrager desuden adjunkterne Katrina Wiberg og Martin Odgaard. Projektet gennemføres i et samarbejde med Dansk Byplanlaboratorium, som bliver sekretariat for projektet. Der tilknyttes desuden et Advisory Board til analysearbejdet bestående af repræsentanter fra de to Business Regions og de i alt 19 involverede kommuner samt udvalgte fagfolk.
På en konference i foråret 2019 vil resultaterne af analysen blive fremlagt. I den forbindelse vil alle 19 kommuner, som er med i samarbejdet, blive inviteret til at indgå i det videre arbejde.
Et strategisk grundlag for udvikling
Formændene for de to Business Regions, borgmester i Norddjurs Jan Petersen, Business Region Aarhus, og borgmester i Vejle Kommune, Jens Ejner Christensen, Trekantområdet Danmark, ser frem til samarbejdet:
”Den Østjyske Millionby er en væsentlig vækstdriver i Danmark, og vi hilser forskning i potentialer for udvikling og vækst i området meget velkommen. Det er vores forventning, at det vil kunne skabe et solidt strategisk grundlag for flere internationale, nationale og lokale investeringer.”