Hvordan ser fremtidens træbyggeri ud?
Anders Kruse Aagaard og Niels Martin Larsen udstiller på branchekonferencen Build In Wood, som arkitektskolen har indgået partnerskab med.
20.03.2019
Anders Kruse Aagaard og Niels Martin Larsen udstiller på branchekonferencen Build In Wood, som arkitektskolen har indgået partnerskab med.
20.03.2019
Byggeri og træ hænger uløseligt sammen. Sådan har det altid været, og står det til Niels Martin Larsen og Anders Kruse Aagaard, vil det også være sådan fremover.
De er en del af forskningsprojektet Material Imagination, hvor de gennem digital fabrikation undersøger træmaterialer.
”De seneste år har træ fået en renæssance i byggebranchen, og der bliver i øjeblikket opført rigtig meget træbyggeri”, siger Anders Kruse Aagaard og fortsætter:
”Det øgede fokus på byggeriets klimapåvirkning er en af hovedårsagerne til, at træ er kommet på mode igen. Når man bruger træ, kan man hurtigt nedbringe klimaaftrykket på et bestemt byggeri”.
Selvom det umiddelbart er en positiv historie, at byggebranchen kan nedbringe klimapåvirkningen ved at bruge et naturmateriale, der gennem tiden har spillet en afgørende rolle for både byggeri og arkitektur, er historien langt fra så rosenrød ifølge de to forskere.
”Tendensen er, at man bearbejder træet så meget, at det minder mest muligt om de materialer – såsom beton – som træet skal afløse, når byggeriet skal gøres mere klimavenligt. Det betyder også, at man mister mange af de kvaliteter, som træet ellers har”, siger Niels Martin Larsen.
Hvor ubehandlet træ er et åndbart og naturligt materiale, adskiller de moderne træmaterialer sig ved at være mere ensartede og dermed passer de bedre ind i den konventionelle at tænke byggeri på.
De to forskere har for nyligt besøgt Finland, hvor de så nærmere på hvordan træindustrien anvender moderne teknologi i produktionen.
”De er meget langt fremme, når det handler om at bruge teknologi. Træet bliver gennemscannet, inden det bliver skåret op. På den måde kortlægger de strukturen i træet, og man kan dermed blandt andet optimere styrken i det endelige produkt”, siger Anders Kruse Aagaard.
Det hele ender med nogle firkantede bjælker, hvor træfibrene vender samme vej for at opnå høj bæreevne og forudsigelighed.
Sammen med Niels Martin Larsen benytter Anders Kruse Aagaard også højteknologiske hjælpemidler i sit arbejdet med træet. De bruger dog robotterne væsentligt anderledes.
”Vi undersøger, om man med digitale værktøjer kan finde nye måder at anvende træ, hvor det stadig foregår på træets præmisser. Vores håb er, at vi kan være med til at sikre, at der også kommer en arkitektonisk merværdi, når der skal bruges mere træ i byggeriet. Samtidig håber vi også at kunne beholde de gode egenskaber, som ubehandlet træ besidder”, siger han.
De to forskere arbejder i øjeblikket med at scanne træet og ud fra en 3D model kan en robot instrueres i at udskære træet med snit, der følger de naturlige linjer og krumninger i træet.
Selvom der de seneste år er bygget mere i træ, fortæller de to forskere, at bygningsreglementets eksempelsamling ikke er blevet opdateret med de nye måder at anvende træ.
”Vi vil gerne være med til at sætte en retning for, hvor træbyggeriet kan være om 20 år. Det handler egentlig om, at træet ikke bare skal forsøge at efterligne beton, men det kræver, at vi får vist, hvordan træ også kan bruges”, siger Niels Martin Larsen.
I maj 2019 afholdes konferencen Build In Wood i Købehavn. Konferencen er for byggebranchen, og formålet er at diskutere brugen af træ i byggeriet. Arkitektskolen Aarhus har indgået et partnerskab med Build In Wood, hvilket også betyder, at Anders Kruse Aagaard og Niels Martin Larsen udstiller deres forskning på konferencen.
“Foruden det ambitiøse program med over 40 talere vil vi sørge for en spændende og informerende udstilling, så deltagerne går hjem med en rigtig god ide om alle de gode, kreative og innovative løsninger der findes og motivation til nye samarbejder. Som noget nyt i år arrangerer vi et område, Wood Village, med en fysisk udstilling af ideer og projekter fra alle lige fra iværksættere, forskere til tegnestuers projekter. Det er vigtigt at møde folk i øjenhøjde og få et godt indblik i de ideer der er på vej frem. Vi skal inspireres af de, der nytænker træet som byggemateriale. Her er vi rigtig glade for, at Arkitektskolen Aarhus vil være med til at gøre det til en spændende oplevelse for konferencens deltagere og vise deres nyeste forskning frem,” siger Ditte Rosenquist, der er project manager for Build In Wood.
De to forskere er ikke i tvivl om, hvad de gerne vil opnå med deltagelsen på konferencen.
”Jeg håber, at vi kan være med til at inspirere branchen, og så vil vi også gerne give et nuanceret billede af, hvordan man kan anvende træ. Vi vil gerne være med til at debattere, hvordan der bliver plads til forskellige måder at anvende træ på i fremtidens byggestandarder”, siger Anders Kruse Aagaard og fortsætter:
”På arkitektskolen har vi en målsætning om bæredygtighed, og der er ingen tvivl om, at anvendelsen af træ i byggeriet er bæredygtigt, så det er naturligt for os, at vi gerne vil bidrage til at den udvikling går i den rigtige retning”.
Relateret
MÅSKE ER DU OGSÅ INTERESSERET I DETTE