Mindeord om Jan Hørløck Jensen

Om morgenen den 23. marts løb tiden ud for vores gode kollega Jan.

Jeg er sikker på, at Jan havde ønsket og forventet sig mere. Men jeg også sikker på, at han ikke ville have beklaget sig, om han så havde vidst, at dagen ville blive hans sidste.

Jan tog tingene, som de kom: Uden dramatik, men altid med engagement. ”Det finder vi ud af”, var hans svar, hvis man bad ham om hjælp. Energien blev rettet mod at finde den gode løsning frem for at beklage udgangspunktet. Og jeg ved, at Jan ville ønske sig, at vi kunne gøre det samme nu…men det er svært, for det er overvældende at miste en person, man følte sig tæt på.

Jan havde en sjælden evne til at give mennesker omkring sig en følelse af at være tæt på – det vidnede arrangementet til minde om Jan os om. Det talstærke fremmøde vidste klart, hvor mange der havde behov for at sige et sidste farvel. Og det fortæller noget om Jan, og hvor afholdt han var af hele skolen.

Jan blev ansat som snedker på skolens træværksted i 2017.
Som erstatning for skolens tidligere snedker, der gik på efterløn, skulle vi finde en ”erfaren snedker eller tømrer, (…) der er tålmodig og nysgerrig og brænder for at lære fra sig”, som der stod i stillingsopslaget.

Efter at have talt med ansøgerne, var der ingen tvivl om, at vi skulle ansætte en snedker ved navn Jan Hørløck Jensen. At vi med ansættelsen opfyldte en gammel drøm, både for Jan og for skolen, vidste vi ikke, da beslutningen blev truffet. Men da jeg ringede Jan op for at tilbyde ham jobbet, var der ikke tvivl om hans begejstring. Halvanden times kørsel hver vej til og fra arbejde lagde ikke en dæmper på lysten – ”det finder vi ud af”.

Da Jan i 2019 fik konstateret sklerose og i en længere periode var sygemeldt grundet problemer med synet, kom Jesper Kobberø ind i billedet, og sammen med Jan blev det besluttet, at der fremover skulle være to på værkstedet. Jan fik sat sit første aftryk på skolen, og selvom udgangspunktet i sygdom ikke var positivt, blev det af Jan betragtet som en fantastisk mulighed. En mulighed for, at værkstedet som arbejdsplads blev et sted med overskud, humor, kollegialitet og venskab.

Jeg tror, at rigtig mange betragtede Jan som en ven, og det ligger dybt forankret i den måde, Jan var på: Han var venlig. Jans venlighed, hjælpsomhed og umiddelbare omgang med folk, uanset om der var tale om studerende, undervisere, værkstedskollegaer eller skolens ledelse, nedbrød de skel, vi som ofte opdeles af. Værkstedet blev som fysisk sted et eksempel på, hvad vi kan sammen, når vi oprigtigt gør, hvad vi kan, for at leve i venlighed.

I marts 2020 blev det venlige værksted, ligesom resten af Arkitektskolen, lukket ned fra den ene dag til den anden. Hvor skolens øvrige undervisere flyttede arbejdet hjem, var hverdagen en anden for Jan. Nedlukningen af værkstedet var ultimativ, og hvor det ved første øjekast kan synes attraktivt at holde fri, var det for de hænder, der trivedes ved at være i gang, og det væsen, der trivedes i social interaktion, ikke hvad Jan havde drømt om. Det overrasker dog næppe nogen, hvad Jan altid svarede, når vi løbende drøftede situationen: ”det finder vi ud af” – og det gjorde vi så.

Efter tørke kom regn i form af en ekstrabevilling til opretning af mangler efter nedlukningen, og der var ingen tvivl om, hvad skolens studerende havde manglet mest: Adgang til værkstedet.

Lige inden vi modtog besked om bevillingen, havde vi modtaget en uopfordret ansøgning fra en af Jans tidligere kollegaer fra Syddansk Erhvervsskole i Vejle. Med Jan på råd besluttede vi at bruge pengene på at ansætte Therese Winther-Hansen i forbindelse med flytning til den nye bygning og den hverdag, vi siden august har nydt på værkstedet, blev muliggjort.

Endnu en gang blev et dårligt udgangspunkt vendt til noget positivt. Noget, der betød meget for både Jan og for vores muligheder for at tilbyde skolens studerende de bedst mulige forhold.

Jan er ikke længere en del af vores dagligdag, og vi savner ham. Både som vejleder på værkstedet, som kollega og som ven.

Æret være Jans minde.