Arkitektskolen Aarhus har sammen med internationale vidensinstitutioner og kommunale myndigheder bidraget til et EU-finansieret projekt, der har set nærmere på en række såkaldte New Towns.
Byer, som er blevet opført under ét, og som derfor er kendetegnet ved at mange nye beboere er flyttet ind på samme tid. I flere tilfælde er det også byer, som senere har taget imod store grupper af indvandrere. På den måde er New Towns præget at migration. Derfor projektets titel ”New Towns, Arrival Cities”.
Projektets deltagere har besøgt fem New Towns i henholdsvis Storbritannien, Italien, Frankrig, Sverige og Holland. Byer, som er opført på forskellige tidspunkter – fra 1930’erne frem til i dag – og præget af landenes kulturelle forskelle. De afspejler dermed forskellige byplanmæssige og arkitektoniske idealer og rummer forskellige sociale forhold og udfordringer.
Dialog med lokale
I forbindelse med besøgene har de deltagende institutioner afholdt et offentligt endags seminar, tilrettelagt i samarbejde med de lokale myndigheder, beboerrepræsentanter, indvandrergrupper og andre interessenter.
”De lokale repræsentanter har fortalt om deres udfordringer, og hvordan de arbejder med dem i dagligdagen. Og vi har som udefrakommende kommenteret og kommet med input ud fra den viden og de erfaringer, vi hver især har på området.
Samtidig har vi fået indblik i at det er vidt forskellige forhold og problemstillinger, som gør sig gældende i de New Towns, vi har besøgt – og vi har fået opbygget en stærkt fagligt netværk med de andre forskere, som har deltaget i projektet,” forklarer lektor Karen Olesen fra Arkitektskolen Aarhus.
Erfaringer fra Aarhus
Hun suppleres af en af skolens øvrige deltagere i projektet, lektor Birgitte Geert Jensen:
”Vi har ikke haft besøg i Aarhus, men har sammen med Aarhus Kommune deltaget i de arrangementer, der er blevet afholdt i de andre deltagende lande, og videregivet vores erfaringer fra Aarhus. Eksempelvis med oplæg om den igangværende fornyelse af Gellerupplanen.
Takket være vores deltagelse i projektet har vi fået nyttig viden, som vi nu vil inddrage i vores videre forskning og undervisning på Arkitektskolen Aarhus.”
Foruden lektorerne Karen Olesen og Birgitte Geert Jensen har professor Tom Nielsen deltaget i forskningsprojektet for Arkitektskolen Aarhus.
Relateret
MÅSKE ER DU OGSÅ INTERESSERET I DETTE