”De monstrøse forandringer i vores samfund og livsterræn tvinger alle discipliner, herunder arkitekturen, til at gentænke sig selv. Disse jordlige og samfundsmæssige forandringsprocesser har jeg studeret og forsket i i ca. 10 år, og jeg ser frem til at tilbyde de studerende en teoretisk baggrund, der kan samvirke med deres praksis-udvikling som arkitekter”, siger Nikolaj Schultz.
Han er bl.a. kendt for sit samarbejde med den afdøde franske sociolog Bruno Latour, med hvem han har udgivet bogen Notat om den nye økologiske klasse (2022). Senest er Nikolaj Schultz’ egen anmelderroste bog Landsyge (2023) udkommet og har hurtigt opnået en bred læserskare – den er desuden oversat til syv andre sprog.
”Jeg glæder mig meget over ansættelsen af Nikolaj Schultz, fordi vi dermed sætter ekstra fokus på fremtidens behov for ændringer i den måde, vi uddanner arkitekter og udvikler arkitektur på i en nødvendig grøn omstilling”, siger rektor ved Arkitektskolen Aarhus, Torben Nielsen.
Nikolaj Schultz er aktuelt ved at færdiggøre sin ph.d.-afhandling ved Sociologisk Institut på Københavns Universitet. Tiltrædelsen på Arkitektskolen Aarhus finder sted, når dette arbejde er afsluttet – formentlig midt på året.
”Jeg ser for mig et samarbejde på Arkitektskolen Aarhus, som vil tilbyde mig indflydelse på og indsigt i en kulturforandrende vidensinstitution og en række kunstnerisk-æstetiske praksisser, der for mig er essentielle på vejen mod et bæredygtigt samfund”, siger han.
Fakta
- Nikolaj Schultz kalder sin seneste bog, som fik fem hjerter i Politiken, et ”auto-etnografiktivt essay”.
- Han er født i Aarhus i 1990.
- Stillingen er et såkaldt tenure track-adjunktur, dvs. en fast stilling.
- Som annonceret i tirsdags styrkes skolens indsats på det økologiske felt desuden med ansættelsen af partner i Vandkunsten, Søren Nielsen, i et professorat.