Nyt videncenter skal fremme regenerativt byggeri
Aarhus Universitet, Arkitektskolen Aarhus og Søren Jensen står bag.
01.11.2023
Aarhus Universitet, Arkitektskolen Aarhus og Søren Jensen står bag.
01.11.2023
Med et nyt tværfagligt videncenter vil Aarhus Universitet, Arkitektskolen Aarhus og det rådgivende ingeniørfirma, Søren Jensen, skabe byggeri, der giver positivt tilbage til natur, miljø, klima og samfund.
Byggebranchens markante bidrag til Danmarks CO2-belastning kalder på akut handling, men forskningen på området er begrænset. Derfor lancerer Aarhus Universitet, Arkitektskolen Aarhus og Søren Jensen nu et usædvanligt samarbejde: Aarhus Center for Regenerativt Byggeri – et videnscenter, der skal arbejde målrettet på at fremme forskning og dialog om fremtidens regenerative løsninger i byggebranchen.
”Med centret håber vi at skabe grobund for et reelt paradigmeskifte i branchen. Som situationen er nu, er det ikke længere tilstrækkeligt at bygge bæredygtigt. Vi bliver nødt til at bygge på en måde, der aktivt genopretter de omkringliggende økosystemer og bidrager positivt til både miljø, klima og menneskelig trivsel,” forklarer Mikkel K. Kragh, institutleder ved Institut for Byggeri og Bygningsdesign, Aarhus Universitet.
Frank Jensen, der er bestyrelsesformand for ingeniørfirmaet Søren Jensen, uddyber:
“Byggebranchen står for 40% af klodens samlede CO2-aftryk og har et højt ressourceforbrug. Derfor er der potentiale til at gøre en markant og mærkbar forskel, hvis vi kan udvikle og implementere regenerative byggeprincipper. Det kræver dog, at vi arbejder sammen på tværs af fag, videnskabelige discipliner og brancher, og her tror vi på, at centret kan fungere som et fyrtårn og et nødvendigt knudepunkt.
At indfase det regenerative byggeris principper og teknologier vil naturligvis kræve stor omstillingsparathed hos branchens aktører. Det forudsætter nemlig, at man gentænker den måde, man finansierer, projekterer og eksekverer byggeprojekter, forklarer rektor for Arkitektskolen Aarhus, Torben Nielsen.
“Det regenerative byggeri kalder på en ny æstetik, der vil provokere de dogmer, vi normalt tager for givet. Det vil nødvendigvis påvirke alle aspekter af byggeprocessen og derfor kræve en hidtil uset grad af tværfagligt samarbejde. Mange af teknologierne, principperne og materialerne eksisterer allerede, men vi mangler endnu at tænke dem sammen fra start til slut i konkrete regenerative byggerier. Det er det, vi skal i gang med nu.”
Centrets mål er at fremme og finansiere forskning på området, men ambitionerne stopper ikke der. Henover de næste år vil man etablere samarbejder mellem forsknings- og erhvervslivet, bidrage til udviklingen af konkrete byggetekniske løsninger og facilitere forsøgs- og pilotprojekter inden for feltet. Samtidig vil man agere sparringspartner for alle med en interesse i regenerativt byggeri.
”Med dette initiativ tager vi et vigtigt skridt mod en grønnere, mere bæredygtig fremtid for byggeriet i Danmark. Vi oplever allerede stor interesse for projektet, så nu glæder vi os bare til at sætte handling bag ordene og gøre en reel forskel,” konkluderer Mikkel K. Kragh.
Aarhus Center for Regenerativt Byggeri er stiftet 1. september 2023 af Aarhus Universitet, Arkitektskolen Aarhus og familien bag Søren Jensen. Vi er gået sammen for – med eget engagement og på tværs af alle vores discipliner – at synliggøre, hvordan byggeriet kan gøre en positiv forskel for klima, natur, miljø og mennesker.
Det nystiftede Aarhus Center for Regenerativt Byggeri præsenteres for byggebranchen i forbindelse med Building Green-konferencen i København 1. november 2023.
Relateret
MÅSKE ER DU OGSÅ INTERESSERET I DETTE