Ph.d.-skolen fungerer som fælles ph.d.-skole for Arkitektskolen Aarhus og Designskolen Kolding. Skolen er ledet af en ph.d.-skoleleder og skolens ph.d.-udvalg med repræsentanter fra både undervisere og de ph.d.-studerende.
Skolens ph.d.-studerende er indskrevet på Ph.d.-skolen, der er ansvarlig for oplæringselementerne af ph.d.-programmet og danner et arbejdsmiljø for de ph.d.-studerende. Ph.d.-skolen tilbyder kurser og seminarer for både ph.d.-studerende og ph.d.-vejledere, og skolen arrangerer to gange årligt åbne præsentations-seminarer, hvor ph.d.-studerende præsenterer deres projekter og diskuterer fremskridtene med hinanden og skolens ph.d.-vejledere.
Om ph.d-skolens kurser
Ph.d.-skolen udbyder kurser tilrettelagt af Arkitektskolen Aarhus og Designskolen Kolding. Kurserne er organiseret i tre overordnede kategorier:
- Grundlæggende forskningskurser, der giver begrebslig, metodisk og redskabsorienteret indføring i ph.d.-studiet. Kurserne omfatter
- Introduktion til forskning inden for design- og arkitekturområdet med særlig vægt på research-through-design, videnskabsteori, forskningsmetodik, skriveproces og akademisk skrivning, god forskningspraksis og introduktion til pædagogik og didaktik
- Arkitektoniske forskningskurser rettet mod fagspecifikke videns- og forskningstraditioner
- Enkeltstående seminarer og masterclasses forankret i aktuelle forskningstemaer og -spørgsmål
De grundlæggende kurser gentages i en fast et- og toårig cyklus mens de fagspecifikke kurser udbydes efter behov og efterspørgsel. For de indskrevne ph.d.-studerende suppleres kurserne med interne ECTS-bærende aktiviteter i form af fælles halvårlige fremlægningsseminarer og individuelle midtvejs- eller afslutningsseminarer.
Ph.d.-skolens kursusprogram sikrer de ph.d.-studerende et alment teoretisk og metodisk grundlag og indsigt i arkitektur- og designfelternes forskningstraditioner som kvalificerer dem til at gennemføre deres ph.d.-projekt. De ph.d.-studerende forventes dog også at deltage i kurser udbudt af andre forskningsbærende institutioner for at sikre den bedste understøttelse af det enkelte forskningsprojekts emner og metoder.
Tilsvarende er ph.d.-skolens kurser åbne for andre institutioners ph.d.-studerende gennem det nationale ph.d.-katalog hvor de medvirker til at sikre vidensudveksling og netværksdannelse på tværs af akademiske fagområder. Alle ph.d.-studerende indskrevet ved en ph.d.-gradsgivende institution i Danmark kan melde sig til kurser ved ph.d.-skolen uden beregning.
Ph.d.-uddannelsen
Ph.d.-programmet er en forskningsuddannelse, der tager tre år. Du gennemfører et uafhængigt ph.d.-projekt under vejledning fra erfarne forskere, og du bliver en del af en gruppe ph.d.-studerende, der regelmæssigt mødes og bidrager til et livligt forskningsmiljø.
Uddannelsen er i høj grad et individuelt forløb, som organiseres i samarbejde mellem dig og dine vejledere, og det beskrives i en ph.d.-plan. Uddannelsen er hovedsageligt et selvstudie, der suppleres til dels med generelle fag på ph.d.-niveau og til dels med fag indenfor specifikke mener, der har relevans for det individuelle ph.d.-projekt.
Karrieremuligheder
En ph.d.-grad i arkitektur kan være begyndelsen på en karriere som forsker eller underviser ved et universitet eller en forskningsinstitution. Det kan også give et fundament til brug for specialisering og professionalisering målrettet industrien og den arkitekturfaglige praksis.
KONTAKT
Ph.d.
VÆRD AT VIDE