Priser og legater til nyuddannede arkitekter
Stort tillykke til de nye arkitekter.
29.01.2024
Stort tillykke til de nye arkitekter.
29.01.2024
Efter mange års slid og dedikation kunne 26 nyudklækkede arkitekter fejre deres dimission fra Arkitektskolen Aarhus den 26. januar. For fire af dem blev dagen endnu mere særlig, da deres afgangsprojekter blev hædret med priser og legater. Det var en mindeværdig afslutning på studietiden og et spændende skridt ind i arkitekturverdenen for de nyuddannede.
Volas rejselegater gives denne gang til Casper Luis Hauberg Nikolajsen og Peter Gröne Christensen.
Om Casper Luis Hauberg Nikolajsens afgangsprojekt skriver bedømmelseskomiteen blandt andet:
””The Monster of Nuclear Energy” er et projekt, der gennem et spekulativt, men plausibelt arkitektonisk forslag stiller vigtige spørgsmål om energiforbrug og -produktion i Danmark. Det berører et meget vanskeligt emne med seriøs research og engagerede designundersøgelser og enestående resultater. Den studerende bruger den spekulative fiktions metode til at forestille sig et fremtidsscenarie i Aarhus ved at inkorporere aktuel forskning i atomkraft.”
Om Peter Gröne Christensens projekt skriver komiteen blandt andet:
”Gennem grundigt feltarbejde, 3D-scanninger, skitsering helt ned i detaljen og byggeteknisk indsigt og opfindsomhed, tegner projektet et billede frem af arkitekten som en, der bruger sin faglige viden, kunnen, iagttagelsesevne og sensibilitet til at gøre andre mennesker kompetente og skabende i et fællesskab. Denne tilsyneladende faglige træden-til-side til fordel for det værkmæssigt åbne og det simpelt-bygbare kræver stor arkitektfaglig spændvidde – og grundige studier, ikke bare under afgangsforløbet, men gennem hele uddannelsen, hvor arkitekten på egen krop har mærket det fællesskabende og udviklende ved det, at bygge sammen.”
Peter Gröne Christensen fik udover VOLAs rejselegat også tildelt CEBRAprisen for sit afgangsprojekt. I motivationen bag prisen lyder det blandt andet:
”Peter Gröne Christensen udforsker med projektet arkitektens rolle og redskaber i en proces, hvor huset skal bygges uden professionelle håndværkere. Projektet fremstår som en smukt illustreret gør-det-selv-manual, som giver stor lyst til at gå i gang med byggeriet.
Peter Gröne Christensen får CEBRAprisen for sin innovative tilgang til fællesskaber og byggeri, sin præcise anvendelse af traditionelle byggeteknikker og materialer samt det høje kunstneriske niveau i illustrationer og arkitektur.”
Rejselegatet fra 3XN gik denne gang til Mathias Gaardsted og Rasmus
Gregor Jørgensen. Om projektet skriver 3XN blandt andet:
” Projektet viser, hvordan man ved at transformere et område og etablere en institution for unge på en rationel og fornuftig måde kan løfte både en ungdomsgruppe og et område, hvor potentialet stadig ikke er realiseret på trods af store forandringer. Projektet forbinder store projekter med mikroskalaen og græsrodsinstituttet for X ved hjælp af sin typologi af sammenhængende bygningskroppe og åbne rum, der forbinder og frigør skalaskiftet. Ved at bruge en pragmatisk tilgang til arkitektur med et rationelt konstruktivt grid i træ, giver projektet en cirkulær tilgang og sikrer samtidig fleksibilitet for fremtiden, et meget vigtigt aspekt for en bygning, hvor dagens programmatiske behov måske ikke er de samme som morgendagens uddannelsesmæssige.”
Relateret
MÅSKE ER DU OGSÅ INTERESSERET I DETTE