REKTOR TORBEN NIELSEN TAKKER AF
Afskedsreception, udstillingsåbning og boglancering.
18.06.2024
Afskedsreception, udstillingsåbning og boglancering.
18.06.2024
Arkitektskolen Aarhus danner torsdag d. 20. juni rammen om en festlig afskedsreception for vores afgående rektor Torben Nielsen. Ved samme lejlighed er der udstillingsåbning og lancering af fotobogen Stadig byggeplads.
Udstillingen præsenterer 23 sort/hvide fotografier af Torben Nielsen. Fotografierne er udstillet i bibliotekets trækonstruktion og er blevet til gennem den toårige byggeperiode, det tog at opføre den nye arkitektskole på Exners Plads.
Fotografierne portrætterer overvejende håndværkere i aktion i rum mellem materialer, konstruktioner, lys og skygger. Det er øjebliksbilleder i de rå, tilblivende omgivelser, som siden er bygget væk. Udstillingen er en hyldest til håndværkerne, som bygger og giver fysisk form til drømme gennem deres arbejde.
I fotobogen Stadig Byggeplads fortæller de mere end 300 sort/hvide fotografier om tilblivelsen af den nye arkitektskole og den tidlige ibrugtagning. Titlen refererer til visionen om, at skolen også i fremtiden vil være under forandring; dynamisk, rå og oplevelsesrig, præcis som en byggeplads.
Arrangementet finder sted torsdag d. 20. juni kl. 15.00-18.00 i skolens bibliotek og alle er velkomne. Udstillingen kan opleves indtil 1. september i bibliotekets åbningstid.
Bygningsstyrelsen og A. Enggaard A/S støtter fotoudstillingen i form af køb af værker.
Fotobogen Stadig byggeplads er støttet af Dreyers Fond, Realdania og Boligfonden Kuben. Bogen er udgivet på Arkitektskolens Forlag og kan købes hos Architegn. Overskud ved salg går ubeskåret til Arkitektskolens studenterforeninger.
Relateret
MÅSKE ER DU OGSÅ INTERESSERET I DETTE