
Hjem » Bliv arkitekt »
HVERDAGEN PÅ SKOLEN
Arkitektskolen Aarhus er et levende hus præget af faglighed, fællesskab og en uhøjtidelig stemning.
De fantastiske faciliteter på vores nyopførte skole skaber mulighed for mange typer af studieaktiviteter, der udfolder sig på tegnesalene, i værkstederne, på biblioteket eller som feltarbejder.
Vi lægger ofte hus til faglige arrangementer såsom udstillinger, gæsteforelæsninger, workshops og seminarer, der skaber interaktion og møder på tværs – ofte med deltagelse af gæster udefra. Skolens studerende har rig mulighed for at deltage i de mange åbne arrangementer eller for at være medarrangør.
STUDIELIV
DAGLIGDAGEN SOM STUDERENDE
Når du påbegynder din uddannelse på Arkitektskolen Aarhus bliver du en del af et fagligt fællesskab. Du får din egen nøgle, der giver adgang til bygningen hele døgnet, året rundt. Det betyder, du kan komme og gå, som det passer for dig og dit studieforløb.
Du flytter ind på en tegnesal sammen med din studieunit og får egen arbejdsstation. Tegnesalene har tilknyttet modelværksteder med en række værktøjer og materialebank for studerende. Desuden er der tekøkkener placeret tæt på tegnesalene, hvor mad og drikke kan opbevares og tilberedes.
De daglige studier udfolder sig på tegnesalen, i mindre undervisningslokaler og større auditorier til forelæsninger samt i værksteder og ude i felten. Du kommer til at arbejde både individuelt og i grupper, og studiet er præget af stor variation og afveksling.
Arbejdstid
Arkitektuddannelsen er et fuldtidsstudie. Derfor skal du forvente at bruge ca. 42 timer pr. uge i gennemsnit, og det er anbefalingen, at du er på skolen i dagtimerne. Her foregår undervisning og vejledning, ligesom du er tæt på faglig sparring fra medstuderende på tegnesalen og kan opbygge dit faglige og sociale netværk. Der kan være undervisningsaktiviteter, hvor der er tilstedeværelseskrav.
Ved studiestart forventer vi, at du har en bærbar computer (PC/Mac). Du behøver ikke købe en ny computer. Start med den, du allerede har, og vurder hen ad vejen, om du får behov for en ny. Læs mere i skolens FAQ om optagelse.
STUDENTERFORENINGER
SKOLENS FORENINGSLIV
På Arkitektskolen Aarhus har vi en lang tradition for et rigt og aktivt foreningsliv. Vi vægter det højt, at studerende har mulighed for at involvere sig i initiativer, der understøtter trivsel, sociale møder og faglige aktiviteter udenfor de ordinære uddannelsesaktiviteter.
Studenterforeningerne holder til i deres eget foreningshus i New Neighbour, der ligger placeret lige ved siden af skolen og Institut for X. Med studenterinitiativet Front Yard har studerende skabt et nyt grønt og aktivt byrum på Exners Plads med optimale forhold for at samles.
Råd, nævn og udvalg
Arkitektskolens studerende er bredt repræsenteret i skolens mange beslutningsorganer, råd og nævn og med til at fremme demokratiske beslutninger og dialog. Blandt andet i Bestyrelsen, De Arkitektstuderendes Råd (DAR), Fagligt Råd, Trivselsråd, Samarbejdsudvalg, Udvalg for ligestilling, inklusion og diversitet m.fl.
ArkiBAL
ArkiBAL
ArkiBal er de studerendes festforening, der skaber inkluderende og inspirerende rammer omkring årets mange fester.
Følg foreningen på Facebook.
De Arkitektstuderendes Råd / DAR
De Arkitektstuderendes Råd / DAR
DAR er de studerendes stemme der er repræsenteret i en række råd og nævn på skolen.
Følg DAR på Facebook.
KÅRK
KÅRK
KÅRK er studentermagasinet, der udkommer flere gange årligt med skiftende redaktioner bestående af studerende fra Arkitektskolen Aarhus og Det Kongelige Akademi.
Kontur
Kontur
Kontur er skolens kunst- og kulturforening der arrangerer udstillinger, kunstneriske happenings og kulturelle events.
Følg dem på Instagram.
SKOLENS FACILITETER
I skolens bibliotek finder du litteratur til dine projekter. Det er også det ideelle sted at finde arbejdsro til fordybende processer. Skolens bibliotekarer har et godt indblik i udgivelser og tidsskrifter om arkitektur, byplanlægning, landskab og design og står klar med hjælp og vejledning. Det er også i biblioteket, du kan lade dig inspirere af den store materialesamling i Material Lab.
I skolens mock up og værksteder foregår de større projektarbejder og eksperimenter. Du kan bygge modeller, udforske materialer og maskiner og få vejledning og hjælp af de dygtige fagpersoner, der er tilknyttet træ-, metal-, robot- og samleværksted.
Skolens samlingssted er kantinen. Her kan du købe mad, drikke og snacks, spise din medbragte mad eller bare få en snak med dine medstuderende. Kantinen lægger ofte lokaler til faglige arrangementer, en festlig fredagsbar eller større fester med DJ og bar.
I skolens studiehåndbog finder du svar på mange af de umiddelbare spørgsmål, som du måtte have om uddannelsen, skolen og dens faciliteter.
STUDERENDE I AARHUS
Aarhus er den by i Danmark, der har den højeste koncentration af studerende, og det gør den til en attraktiv destination for unge studerende. De mange uddannelses- og kulturinstitutioner bidrager til en levende by med en inviterende atmosfære og Aarhus er flere gange kåret til Danmarks bedste uddannelsesby.
Bolig i Aarhus
En vigtig del af livet som studerende handler for mange om at finde et sted at bo, og der er stor efterspørgsel på ungdoms- og studieboliger i Aarhus.
Aarhus Kommune har en boliggarantiordning, som skal sikre indlogering til alle nye studerende, som starter deres uddannelse i efterårssemesteret. Ligesom der findes en særlig ordning, StartUp Housing, for internationale studerende.
Læs mere om studieboliger.
Får du tilbudt en studieplads på Arkitektskolen Aarhus, kan det også være en mulighed at søge en bolig via De Arkitektstuderendes Råds facebookside. Her er der ofte opslag med ledige studieboliger eller værelser.