24.04.2018 / Nyhed
Bygningsstyrelsen har netop truffet beslutning om tildeling af totalentreprisekontrakten på byggeriet af den nye arkitektskole i Aarhus.
For at sikre det bedst mulige samarbejde omkring opførelsen af den nye skole har Bygningsstyrelsen, som er bygherre på projektet, gennemført en prækvalifikationsrunde og udbud med efterfølgende forhandling med tre prækvalificerede entreprenørvirksomheder. På den baggrund har Bygningsstyrelsen netop valgt at tildele totalentreprisekontrakten til entreprenørfirmaet A. Enggaard A/S.
Ifølge vicedirektør i Bygningsstyrelsen, Signe Primdal Lyndrup, har A. Enggaard leveret et fremragende tilbud: “De demonstrerer på en meget overbevisende måde, at de er klædt på til at løfte opgaven. Deres tilbud viser, at de har sat sig grundigt ind i projektets problemstillinger og kontraktens samarbejdsform.”
I begyndelsen af 2017 vandt den nyetablerede danske tegnestue Vargo Nielsen Palle og ADEPT projektkonkurrencen om en ny arkitektskole i Aarhus i samarbejde med Rolvung & Brøndsted Arkitekter, Tri-Consult og Steensen Varming. Sidenhen er teamet suppleret med Lendager Arkitekter, som underrådgiver.
Totalrådgiverholdet med ADEPT i spidsen overgår ved indgåelse af kontrakten til totalentreprenøren som dennes rådgiver, og A. Enggaard skal nu i samarbejde med teamet i gang med at videreudvikle og konkretisere projektet.
”Vi har nu nået en af de vigtige milepæle i projektet med at få nye fysiske rammer til Arkitektskolen Aarhus. A. Enggaard har med deres tilbud vist os, at de har sat sig grundigt ind i projektet og til fulde forstår vores vision,” konstaterer arkitektskolens rektor Torben Nielsen og fortsætter:
“En af A. Enggaards helt store styrker i forhandlingsfasen har været deres ambitiøse tilgang til, hvordan vi som lejere inddrages – og hvordan de vil inddrage bydelen og naboerne. Og vi er sikre på, at vi i A. Enggaard får en rigtig god samarbejdspartner. Vi glæder os til samarbejdet om realiseringen af byggeriet til den nye arkitektskole.”
Byggeriet vil efter den nuværende plan stå færdigt i slutningen af 2020 med indflytning i begyndelsen af 2021.
KONTAKT
Relateret
MÅSKE ER DU OGSÅ INTERESSERET I DETTE