Ny bog undersøger kulturmiljøernes potentiale i en tid, hvor samfundet skal omstilles
16.09.2026
16.09.2026
Hvordan kan vores eksisterende bygninger, landskaber og bymiljøer bidrage til at håndtere nogle af de store udfordringer, samfundet står over for? Det spørgsmål er centralt i en ny bog, som fire forskere fra Arkitektskolen Aarhus står bag. Kulturmiljø: Nordiske perspektiver undersøger kulturmiljøernes potentiale som en ressource i udviklingen af vores fysiske omgivelser i en mere bæredygtig retning.
Bogen er redigeret af Mogens Andreassen Morgen, Sidse Martens Gudmand-Høyer, Mathilde Kirkegaard og Nina Ventzel Riis fra Arkitektskolen Aarhus og samler bidrag fra forskere og praktikere fra Norden. Den udkommer 24. september.
Et kulturmiljø kan være alt fra en landsby, et industrikvarter eller en kolonihaveforening til et fiskerleje eller et infrastrukturelt knudepunkt. Nogle rummer bevaringsværdige eller fredede bygninger, mens andre har en mere beskeden arkitektur. Fælles er, at tidligere tiders idealer, brug og levevilkår er aflejret i de fysiske omgivelser, som samtidig danner ramme om nutidens liv.
Ifølge professor Mogens A. Morgen er det netop denne bredere forståelse af kulturmiljøet, der gør begrebet aktuelt.
”Kulturmiljøet er et særdeles aktuelt begreb, der rummer et stort potentiale og mulighedsrum i forhold til at skulle håndtere de mange kriser, vi som samfund står over for.”
Bogen tager udgangspunkt i, at det i dag er vigtigere end nogensinde at tage vare på det, vi allerede har. Men ifølge Mogens A. Morgen handler det ikke længere kun om at beskytte vores arkitektoniske kulturarv.
”Varetagelsen af vores eksisterende omgivelser motiveres i dag langt fra kun af hensyn til kulturarven, men nok så meget af andre presserende udfordringer, vi står midt i: miljø- og klimakrisen, biodiversitetskrisen og vores overdrevne ressourceforbrug.”
Også energikriser, geopolitiske konflikter, migration og voksende social ulighed udfordrer vores samfund. I den sammenhæng kan lokale kulturmiljøer og arkitektonisk kulturarv umiddelbart synes mindre væsentlige. Men netop her ser bogens redaktører et stort potentiale.
Kulturmiljøerne danner ramme om vores levede liv, og deres varetagelse kan samtidig spille sammen med en lang række samfundsmæssige dagsordener, der rækker ud over bevaring i traditionel forstand.
”Det kræver et helhedsorienteret blik på såvel fortid som fremtid i omgangen med vores eksisterende rammer,” siger Mogens A. Morgen. ”Vi har brug for en bredere forståelse af de komplekse sammenhænge, der skaber værdi i kulturmiljøerne.”
Kulturmiljø: Nordiske perspektiver kan ses som en søsterbog til Kulturmiljø: Stedets fortælling mellem fortid og fremtid, som redaktionsgruppen var med til at udgive i 2024. Hvor den første bog blandt andet beskrev kulturmiljøbegrebets fremkomst og udvikling samt de metoder, lovgivning og forvaltningspraksisser, der knytter sig til området, undersøger den nye antologi især kulturmiljøernes potentialer og de udfordringer, der følger med ambitionen om både at bevare og udvikle dem.
”Den nye antologi undersøger, hvordan et kulturmiljø kan forstås, varetages og udvikles i lyset af samtidens kriser,” siger Mogens A. Morgen. ”Samtidig ser vi på, hvilke teoretiske og praktiske tilgange der er relevante, for at kulturmiljøerne kan bidrage aktivt til samfundsudviklingen.”
Dermed bevæger bogen sig fra spørgsmålet om, hvad der skal bevares, til også at undersøge, hvordan eksisterende kulturmiljøer kan være en aktiv ressource i udviklingen af vores fysiske omgivelser.
Ambitionen er at styrke kulturmiljøernes betydning som ramme om hverdagsliv, livskvalitet og fællesskaber og samtidig undersøge, hvordan kulturarvshensyn kan integreres med bredere kulturelle, sociale, miljømæssige og økonomiske dagsordener.
Bogen henvender sig primært til forskere, fagfolk, forvaltninger og studerende, der arbejder med arkitektonisk kulturarv på bygningsniveau og med by-, natur- og landskabsplanlægning.
Kulturmiljø: Nordiske perspektiver udkommer 24. september 2026. Udgivelsen markeres med en lancering og reception på Arkitektskolen Aarhus, hvor alle interesserede er velkomne.
Lancering og reception
24. september 2026 15.45-17.30
Biblioteket, Arkitektskolen Aarhus, Exners Plads 7, 8000 Aarhus C
Bogen er støttet af Realdania og udgivet af Aarhus Universitetsforlag og kan forudbestilles her: https://unipress.dk/udgivelser/k/kulturmiljoe-nordiske-perspektiver/
Relateret
MÅSKE ER DU OGSÅ INTERESSERET I DETTE