CONCRETE CHOREOGRAPHY – from material intuition to architectural form

Ph.d.-projekt af Jon Krähling Engholt

Betonkonstruktioner præger hele den industrialiserede verden. Disse konstruktioner udtrykker hvordan den flydende masse kan antage enhver form og hylder de endeløse muligheder som kombinationen af tilslag, cement og stål tilbyder. Beton er blevet brugt så ukritisk i løbet af det 20ende og 21ende århundrede, at vi knap nok bemærker det, ofte gemt under mere ædle materialer.

Betonen fylder dog kun yderst modvilligt støbeformen op. Mens den grove masse modvilligt afsøger støbeformen indvendigt, trykker dens enorme vægt mod formens flader. Hver eneste støbning er en forhandling mellem indhold og beholder, der trykker mod hinanden i en materiel koreografi. Det er let at glemme den intense varme der skaber cementen eller de underjordiske aflejringer der graves frem for at finde tilslaget. Støbningen er et materielt minde om både dens ophav og dens nyligt overståede forhandling.

I dette projekt forfølger jeg de arkitektoniske kvaliteter der kan opstå i en bevidst koreografi mellem den flydende masse og støbeformen. De præcise bevægelser som digitale fabrikationsmaskiner kan udføre, tilbyder ideelle betingelser for at udstille betonens egenskaber, når de to mødes og skaber flydende former. I mødet med den grove beton bliver maskinen et fintfølende register som udfolder materialets nuancer i balancen mellem kontrol og kollaps.

Tre fysiske eksperimentspor afsøger et spektrum af materialeadfærd mellem indre og ydre betingelser – mellem beton og beholder. Et spor undersøger kontinuerlig aflejring af flydende beton med en robotstyret printer. Et andet spor studerer hvordan den flydende beton deformerer og presser sig igennem perforerede membraner. Det tredje spor afsøger stofforskallinger forstærket med 3D-printet plastik og kombinerer princippet med en metode til at bukke specialdesignet stålarmering.

Samlet set udfolder eksperimenterne en tektonisk diskussion om koreografiens foregribelse og passende kontrolniveauer. Mens betonen hærder, størkner et minde om intuitive forventninger, materialeerfaring, virtuelle instruktioner, syntetiske transformationer og præhistoriske erosioner. Det er en tillidshandling at give slip og lade betonen finde sin fine og uforudsigelige form. Denne afhandling handler om dette tektoniske minde.