Vi omgiver os alle med arkitektur hver eneste dag. Når vi er hjemme, på job, i skole, handler ind, går på biblioteket, dyrker sport og tager ud at spise. Men mange af os taler ikke om arkitektur. Måske fordi vi ikke helt ved, hvad vi skal tale om. Og hvordan.
Det gælder også landets mange børn og unge. Derfor har Arkitektskolen Aarhus og Utzon Center netop fået økonomisk støtte af Statens Kunstfond til et nyt formidlingsinitiativ målrettet børn, unge og deres forældre.
– Vi er omgivet af arkitektur hele tiden, og arkitektur er en central del af vores kulturelle identitet – og af børns og unges dannelse. Derfor vil vi give børn og unge praktisk erfaring med designprocesser, bæredygtighed og kreativ problemløsning Det er nødvendigt for at styrke den aktive, demokratiske samtale om arkitektur, der har en direkte indflydelse på fremtidens bymiljøer og vores hverdagsliv, fortæller Malene Abildgaard, udviklings- og formidlingsdirektør på Utzon Center.
– I en tid hvor børn og unge skal forholde sig til komplekse dagsordener såsom klimakrisen, er det relevant, at den kommende generation opfordres til at være nysgerrig på den arkitektur, der omgiver os. Gennem viden om historie, byggematerialer, bæredygtighed, bygningskultur og demokratiske processer kan fremtidens løsninger blive til, uddyber rektor Kristine Leth Juul.