Anne Mette Boye bliver ny stadsarkitekt i Aarhus
Fra årsskiftet overtager Anne Mette Boye jobbet som stadsarkitekt hos Aarhus Kommune.
06.11.2020
Fra årsskiftet overtager Anne Mette Boye jobbet som stadsarkitekt hos Aarhus Kommune.
06.11.2020
Aarhus skal have ny stadsarkitekt i det kommende år, da den nuværende stadsarkitekt, Stephen Willacy, stopper. Valget er faldet på Anne Mette Boye, der kommer fra en stilling som studielektor her på Arkitektskolen Aarhus. Anne Mette Boye har været tilknyttet skolen siden 2012, og i onsdags forsvarede hun sin Ph.D, der har titlen Kapacitet Til Forandring.
”Jeg glæder mig til at tage hul på arbejdet som stadsarkitekt i det nye år. Jeg har søgt stillingen, fordi man fra kommunens side har lagt vægt på det langtidssigtede og helhedsorienterede syn på byudvikling. Det synes jeg er interessant, men jeg går også til opgaven med en vis ydmyghed overfor den kompleksitet der er i byudvikling”, siger Anne Mette Boye, der oprindeligt er uddannet cand.polyt. i urban design fra Aalborg Universitet, og tidligere har hun arbejdet med bydesign og byudvikling, blandt andet som landskabsarkitekt i Schønherr og som projektchef og en del af ejerkredsen hos rådgivningsvirksomheden Bascon, indtil denne blev opkøbt af Cowi i 2016.
”Selvom jeg selvfølgelig er glad for den nye mulighed, er det ikke uden vemod, at jeg siger farvel til Arkitektskolen Aarhus. Jeg elsker det sted, og holder enormt meget af mine kolleger, ånden, stemningen og arbejdet dernede. Arkitektskolen er et sted, der rummer en stor faglig styrke, og det kommer jeg virkelig til at savne”, siger Anne Mette Boye.
Arkitektskolens rektor ærgrer sig naturligvis over, at Anne Mette Boye ikke længere vil være tilknyttet skolen.
”Jeg er først og fremmest utroligt glad på Anne Mettes vegne, og samtidig er jeg også meget stolt af, at den kommende stadsarkitekt kommer her fra skolen. Det er en stor mulighed, som hun har gjort sig fortjent til, og jeg er overbevist om, at hun med sine kompetencer og stærke faglighed kommer til at udfylde rollen som stadsarkitekt på fornem vis, og at hun kan være med til at skærpe byens arkitektoniske profil”, siger Torben Nielsen og fortsætter:
”Jeg er overbevist om, at en af hendes store styrker i jobbet bliver, at hun formår at se de store linjer. Jeg mener, at der er brug for, at stadsarkitekten ikke blot kigger på den enkelte bygning, men i stedet fokuserer på hele den sammenhæng, en bygning skal indgå i, og det kan Anne Mette Boye”.
Relateret
MÅSKE ER DU OGSÅ INTERESSERET I DETTE
The page you have selected is currently not available in English.