Arkitekturhistorie for børn og barnlige sjæle
Professor Mogens A. Morgen udgiver ny bog om arkitekturens historie.
07.12.2023
Professor Mogens A. Morgen udgiver ny bog om arkitekturens historie.
07.12.2023
Vidste du, at fysikeren Nikola Tesla undersøgte, om Keopspyramiden kunne lede elektricitet ligesom en stor antenne? At norske trækirker blev bygget med de samme teknikker som vikingeskibe, og at det er derfor, de har holdt lige siden middelalderen? At dragerne på Børsens spir skulle beskytte bygningen, hvilket er lykkedes meget godt, eftersom Børsen har overlevet alle de store brande i København. Eller at Chrysler Building blev opført af en amerikansk bilkoncern, og at man derfor kan finde detaljer fra bildesign på højhusets facade?
Det er nogle af de ting, som du kan lære mere om i bogen ” Lille arkitekturhistorie for børn og barnlige sjæle” af professor Mogens A. Morgen, der udkommer torsdag d. 7. december på forlaget Strandberg Publishing. I bogen tages læseren med på en rejse gennem 4.500 års bygningskunst. Gennem fascinerende facts og sjove anekdoter præsenteres 50 betydningsfulde værker på en let tilgængelig måde.
Lille arkitekturhistorie henvender sig til både børn og voksne, der ønsker en grundlæggende introduktion til arkitekturens univers. Bogen er illustreret af bladtegner Claus Nørregaard, hvis humoristiske streg og klare farver bringer teksterne til live. Der findes også en illustreret ordforklaring samt beskrivelser af de mest markante stilperioder. Bogen udruster både yngre og ældre læsere med værktøjer til at genkende og forstå arkitekturen omkring os – både herhjemme og globalt. De korte tekster er letlæselige, ideelle til at blive læst på farten.
Relateret
MÅSKE ER DU OGSÅ INTERESSERET I DETTE
The page you have selected is currently not available in English.