Bevilling muliggør kortlægning af kulturmiljøer i Danmark
Sikring og udvikling af de byggede kulturmiljøer i yderområderne.
21.09.2015
Sikring og udvikling af de byggede kulturmiljøer i yderområderne.
21.09.2015
En bevilling fra Realdania på 3,5 mio. kr. til Arkitektskolen Aarhus giver nu mulighed for at igangsætte en kortlægning af de bedste kulturmiljøer i Danmark og vise deres udviklingspotentialer.
Frem til foråret 2017 sætter Arkitektskolen Aarhus fokus på de byggede kulturmiljøer i Danmarks yderområder.
“Affolkningen af landdistrikterne rammer kulturmiljøer og bygningskulturarven hårdt”, fortæller professor Mogens Andreassen Morgen fra fagområdet Arkitektonisk Kulturarv på Arkitektskolen Aarhus.
”Når de historiske bygninger og kulturmiljøer forsvinder, går noget af vores historie tabt for altid. Realdanias bevilling gør, at vi nu får mulighed for at kortlægge de vigtigste kulturmiljøer i Danmark og pege på deres udviklingspotentialer.”
”Det er vores opfattelse i Realdania, at de væsentligste bygningskulturelle værdier og det største udviklingspotentiale ofte ligger i samlede kulturmiljøer,” siger Eske Møller, arkitekt og projektleder i Realdania.
”Det er derfor vigtigt, at vi udvikler en metode til – på en overkommenlig men faglig forsvarlig måde – at finde landets bedste kulturmiljøer, indkredse deres bærende værdier og komme med forslag til sikring og udvikling heraf. Og det kan dette projekt.”
Projektet er del af en større forskningsindsats på Arkitektskolen Aarhus, der vil medvirke til at gøre kulturmiljøerne til attraktive fortællere om tidligere tiders samfund, der kan styrke de lokale erhverv og tiltrække turister.
”Vi kan ikke bevare alting, men skal holde fast i det bedste,” tilføjer Mogens Andreassen Morgen. ”Det fordrer, at vi kender de kulturmiljøer, som er truede og vigtigst at bevare. Vi starter nu en gennemgang af kulturmiljøerne med henblik på at udpege et antal, der kan karakteriseres som umistelige, og som samtidig er truede på deres opretholdelse.”
Med bevillingen ønsker Arkitektskolen Aarhus, der bidrager med et lignende beløb som Realdania, at gøre kulturmiljøområdet til et væsentligt forskningsområde de kommende år.
Relateret
MÅSKE ER DU OGSÅ INTERESSERET I DETTE
The page you have selected is currently not available in English.