”Kulturmiljøerne rummer enorme potentialer. Derfor er det vigtigt, at vi finder de bedste og i fællesskab værner om deres kvaliteter og værdier. Det skal vi gøre på en måde, så de også kan bruges til hverdag. Vi vil gerne medvirke til, at kommunerne får mulighed for at prioritere kvaliteten i vores bygningsarv og aktivere den i planlægningen. De bedste kulturmiljøer skal sikres og udvikles, så de både fastholder relevante aktiviteter og indeholder nye til gavn for alle,” siger Eske Møller, projektleder i den filantropiske forening Realdania.
”Kortlægningen er værdifuld, fordi den viser, hvor kvaliteterne og potentialerne ligger i det specifikke kulturmiljø,” siger Simon Ostenfeld Pedersen, der er lektor i kulturmiljøer ved Arkitektskolen Aarhus og fortsætter:
”I Aarhus har vi sammen med kommunen set på udviklingsområder, hvor den hastige byvækst medfører en risiko for at rive værdifulde kulturmiljøer ned. Her har screeningen peget konkret på, hvilke værdier der findes i eksempelvis byens havnearealer, som er værd at bevare i fremtidens Aarhus.”
Med den omfattende screening af kulturmiljøer er der skabt et opdateret historisk overblik, og forskningsprojekt har med nye metoder og illustrationer haft som mål at forklare de arkitektoniske og kulturhistoriske værdier og strukturer, så det bliver tydeligt og forståeligt. Det er et rigtig godt redskab til kommuners planlægning, som kan sikre kvaliteter og sammenhænge i bevaringsværdige kulturmiljøer, så byudviklingen kan foregå mere bæredygtigt.
Screeningen af de mange kulturmiljøer er allerede taget i brug. Det sker, når en kommune skal udpege kulturmiljøer i kommuneplanen, eller når der skal laves lokalplan, byudvikling og andre former for planlægning inden for et kulturmiljø. Og her er det vigtigt at kende kulturmiljøerne og værdierne godt.
Det samlede resultat af screening af kulturmiljøer for hver kommune kan nu ses og downloades her.