Søren Nielsen bliver professor på Arkitektskolen Aarhus
Arkitektskolen Aarhus sætter et øget fokus på behovet for grøn omstilling med ansættelsen af professor Søren Nielsen, der kommer fra en stilling som partner i tegnestuen Vandkunsten.
20.02.2024
Arkitektskolen Aarhus sætter et øget fokus på behovet for grøn omstilling med ansættelsen af professor Søren Nielsen, der kommer fra en stilling som partner i tegnestuen Vandkunsten.
20.02.2024
Fra den 1. marts tiltræder arkitekt Søren Nielsen en professorstilling i arkitekturens praksis ved Arkitektskolen Aarhus, hvor han vil sætte særlig fokus på økologi og bosætning. Søren Nielsen har igennem sin tid som partner hos Vandkunsten siden 2008 markeret sig som en betydningsfuld stemme for bæredygtig og socialt balanceret arkitektur, og hans erfaring og ekspertise vil være af stor værdi for skolens undervisning og forskning på området.
“Vi ser med stor glæde frem til at styrke vores indsats inden for økologi og bosætning med Søren Nielsens tiltrædelse. Det er afgørende, at vi transformerer vores tilgang til uddannelse af arkitekter og udvikling af arkitektur i lyset af den grønne omstilling, og jeg er overbevist om, at Søren vil være en central medspiller i dette arbejde,” siger rektor Torben Nielsen.
Fra studiestart 2024 igangsætter Arkitektskolen Aarhus et nye curriculum, med seks læringsfelter som omdrejningspunkt for hele arkitektuddannelsen: Naturindsigt, Kulturforståelse, Kunstnerisk dannelse, Arkitektur og teknologi, Arkitektur og Skala samt Arkitektur og Praksis.
”Søren Nielsen kommer til at være en meget positiv og aktiv del af implementeringen af det nye curriculum”, siger Torben Nielsen.
Ansættelsen markerer samtidig en vigtig milepæl i Arkitektskolen Aarhus’ engagement i bæredygtig arkitektur og samarbejdet med eksterne partnere. Søren Nielsens dedikation til forskning og formidling samt store praksiserfaring vil styrke skolens position som et førende laboratorium for udviklingen af fremtidens bæredygtige arkitektur.
Søren Nielsen vil med sin stilling træde ind i vores forskningslaboratorium 2, Teknologi, bygningskulturer og bosætning, hvor han skal være med til at opbygge en stærk forskning og undervisning i fremtiden bosætning og boligbyggeri.
”I de senere år har arkitektskolerne udgjort et stadigt vigtigere laboratorium for udvikling af fremtidens bæredygtige arkitektur. Jeg tager nu konsekvensen af at den grønne omstilling går meget trægt i branchen, og vil lægge hovedparten af min energi i forskning og formidling. Jeg er dybt taknemmelig for at få mulighed for at blive en del af miljøet på Arkitektskolen Aarhus. Skolen har med sin stærke forskningsprofil og fantastiske værkstedsfaciliteter optimale rammer for at opdyrke en ny boligarkitektur baseret på en konkret, sanselig og dybdeøkologisk byggepraksis. Ovenikøbet sammen med dem, der skal leve med den, i den og af den – de studerende,” siger Søren Nielsen.
Relateret
MÅSKE ER DU OGSÅ INTERESSERET I DETTE
Nikolaj Schultz tiltræder et adjunktur på arkitektskolen Aarhus. Foto: Privat. Nikolaj Schultz bliver adjunkt i social teori og økologisk tænkning på Arkitektskolen...