01.04.2022
Karoline Hyveled-Nielsen har i sit bachelorprojekt tegnet et kombineret galleri og arbejdsrum for tatoveringskunstnere.
Det er en foldbar sfære, som kan stilles op i det offentlige rum.
Et orientalsk symbol på lænden eller en tegning, der dækker fra top til tå. Tatovering er både et håndværk og en kunstart, hvor nogle endda opfatter deres krop som et menneskeligt lærred. Og Karoline Hyveled-Nielsen har i sit bachelorprojekt The Sphere tilført faget et ekstra kunstnerisk element, nemlig et offentligt og mobilt galleri.
Opgaven lød på at ’hacke’ et fag efter eget valg og forestille sig, hvordan det kunne videreudvikles. Karoline havde lagt mærke til, at der er opstået en niche af tatovører med kunstneriske ambitioner og valgte at udvikle et rum til dem.
Tatovøren som nomade
Hun har tegnet en foldbar struktur på 6 meter i diameter, som tatovøren kan pakke ned til 2,3 meter i diameter og medbringe i bilen.
– Det er blevet en trend, at tatovører rejser rundt til større byer og arbejder et par dage ad gangen. Men det foregår ofte i nogle lidt underlige, midlertidige lokaler. The Sphere er mit bud på en ny måde at gøre det på, hvor kunstnerne samtidig får et offentligt udstillingsrum, siger Karoline Hyveled-Nielsen.
Sfæren er konstrueret som en foldbar struktur med oppustelige elementer i plasticmaterialet EFTE, som bl.a. har isolerende egenskaber.
Karoline byggede en model af en enkelt af de trekantede plasticflader til væggene i skala 1:5 i naturtro materialer; rustfrit stål, plastic og akryl.
Tanken er så, at tatovøren kan projicere billeder af sit arbejde op på sfærens flader, så forbipasserende kan se dem.
Generationskløften
Karolines projekt indebar også en ambition om at oplyse den bredere offentlighed om tatovering, herunder fagets lange kulturhistorie. Hun kunne bl.a. fornemme behovet for dette gennem samtaler med sine forældre.
– Der er en generationskløft, hvor de ældre typisk ser ret negativt på tatoveringer. Men det er jo en tradition med flere tusinde år på bagen og mange forskellige sociale og kulturelle lag.
Karolines research viste bl.a., at 22 % af amerikanske arbejdspladser anser det for uacceptabelt, at ansatte har synlige tatoveringer. I Kina er det ulovligt at vise tatoveringer på tv.
Med andre ord: Hvis du en dag passerer en oplyst, kugleformet struktur på Lille Torv, er der gode chancer for, at du kan møde en tatovørkunstner og få besmykket kroppen. Måske ender værket som projektion på The Sphere.
Fakta
– Den ældste kendte tatovering er fundet på bronzealdermennesket Ötzi, som levede omtrent 3.300 år f.kr.
– Omkring år 1900 kom fænomenet på mode i overklassen, men umiddelbart efter 2. Verdenskrig ændredes synet på det, så det blev anset for afvigende. Tatovering har skiftevis været anerkendt og ugleset siden Romerriget, hvor man for første gang stigmatiserede tatoveringer, idet slaver tatoveredes med numre.
– Karoline Hyveled-Nielsen har selv syv tatoveringer, herunder en japansk drage på højre overarm.
The page you have selected is currently not available in English.