”Tingbjerg har igennem længere tid haft et dårligt ry i omverdenen, og bydelen bliver ofte fremstillet negativt i pressen. Ét af målene med bogen er at udfordre den brede forståelse af Tingbjerg og dermed være med til at skabe en ny og mere nuanceret fortælling, som kan inspirere andre boligselskaber i deres forandringsprocesser”, siger professor Mogens A. Morgen fra Arkitektskolen Aarhus, som er ankermand på Tingbjergbogen.
Hele vejen rundt
Bøgerne behandler visionerne for boligområderne som vitale dele i udviklingen af velfærdssamfundet i 1960’erne, men også den senere udvikling med de problemer, der fulgte og de seneste tiltag til transformation af områderne.
”Gellerup har hidtil været beskrevet kortfattet, eller der har været sat fokus på særlige aspekter. Vi ønsker med ’den store bog om Gellerup’ at komme hele vejen rundt hvad angår de arkitekturfaglige aspekter”, siger professor Tom Nielsen fra Arkitektskolen Aarhus.
Jannie Rosenberg Bendsen, der er ph.d. og postdoc på Arkitektskolen Aarhus og medforfatter på bogen om Tingbjerg tilføjer: ”Det samme gør sig gældende for Tingbjerg. Trods en mængde mindre udgivelser er det først med den kommende bog, at C.Th. Sørensens (Tingbjergs Landskabsarkitekt, red.) ønske fra 1975 om en bog om ”den lille by i staden” bliver opfyldt”.
Bøgerne forventes at udkomme op til og lige efter sommerferien 2020. De bliver rigt illustrerede med billeder fra før og nu og henvender sig til såvel fagpersoner som lægfolk.
Fakta
- Bogen om Tingbjerg udkommer på Strandberg Publishing, mens bogen om Gellerup udkommer på Arkitektens Forlag.
- Projektet er støttet af Landsbyggefonden samt Brabrand Boligforening, fsb og SAB/KAB.
- Tingbjergbogen er støttet af Dreyers Fond, Bergiafonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond og Statens Kunstfond.
- Gellerupbogen er støttet af Statens Kunstfond, Dreyers Fond og Bergiafonden.