Hæder til nyuddannede arkitekter
Niveauet var højt, da 63 nye arkitekter afsluttede deres uddannelse, men en lille håndfuld projekter tiltrak sig ekstra opmærksomhed.
28.06.2021
Niveauet var højt, da 63 nye arkitekter afsluttede deres uddannelse, men en lille håndfuld projekter tiltrak sig ekstra opmærksomhed.
28.06.2021
Fredag d. 25. juni dimitterede 63 arkitekter fra Arkitektskolen Aarhus, og i den forbindelse blev der uddelt en række priser og legater.
Ved dimission skulle CEBRAprisen, VOLA’s rejselegater og 3XN’s rejselegat uddeles.
CEBRAprisen gives til en studerende og et projekt, der på overbevisende måde, gennem sit samlede afgangsforløb, har formået at udfordre arkitekturens virkefelt og afgrænsninger. Projektet skal være undersøgende og nysgerrigt i sin udvikling, og søge at flytte grænserne for den traditionelle tilgang til og opfattelse af arkitektur og rum. Denne gang gik prisen til Hafdís Anna Bragadóttir for projektet WHERE LIGHT & DARKNESS MINGLE, og i motivationen skriver CEBRA blandt andet:
”Projektet får sit stærke kunstneriske brændstof fra en accept og dyrkelse af stedernes komplekse og udefinerbare karakter. Frem for at sortere og skabe en klar orden i oplevelsen, styrkes det polyvalente og foranderlige gennem arkitekturen, som samtidig skaber et smukt, klart opfatteligt og brugbart sted.
For modet til at udforske det komplekse, udefinerbare og foranderlige – og den poetiske styrke og skønhed i både analyse, illustrationer og arkitektur – tildeles Hafdís Anna Bragadóttir CEBRA prisen 2021.”
Traditionen tro blev der også uddelt to rejselegater på 15.000 kroner fra VOLA. Det første legat gik til Signe Sønderby Ravnholt for projektet ” Fra såret landskab til særligt sted: Landskabelige strategier for Harboøre Tange”. I motivationen lyder det blandt andet:
”Signes projekt fokuserer på et vigtigt og udfordrende emne og miljø – en industriruin på et forurenet sted, og projektet formår at præsentere en overbevisende, modig og et fint forslag til en regenerering af Harboøre Tange.”
Det andet rejselegat blev tildelt William Stanley Reeve for projektet ” Circular Co-living: What if circular principles could be utilised to create & sustain bofællesskaber?”. I motivationen skriver bedømmelsesudvalget blandt andet:
”Projektet byder på et overbevisende forslag til arkitekturens overgang fra at have bygge-objektet som sit vigtigste fokus, og søger veje til at engagere sig i systemiske aspekter af materialecirkulation, vidensdeling samt decentraliserede modeller for design og udvikling”
Rejselegatet på 10.000 kroner fra 3XN gik i år til Ulrikke Eliassen for projektet ”What’s that got to do with the price of Fish®? – (Or; countering social dumping within a billion dollar industry at the periphery of the world.)”
I motivationen lyder det blandt andet:
”Dette års 3XN Rejselegat tildeles en studerende, der fokuserer på menneskelig adfærd i retning mod ulige levevilkår og samtidig illustrerer, hvordan arkitekter kan spille en afgørende rolle i at skabelsen af leveforhold til alsidige og modsætningsfyldte formål, og samtidig viser en løsning til at forme de fysiske forhold, der tilskynder til social interaktion mellem indbyggerne.”
Det var ikke kun de nyuddannede arkitekter, der blev hædret i fredags. Også skolens to af bachelorstuderende kunne glæde sig over at modtage en pris.
Akademisk Arkitektforening uddelte et bachelorlegat på 15.000 kroner samt studiemedlemskab af foreningen, og det gik til Helene Selmer Brøndsted. I motivationen lyder det blandt andet:
”Den studerende vi har valgt at tildele legatet har på studiet været en aktiv, generøs og engageret studerende. Der har formået at være vedholdende i sit arbejde, udviser en veludviklet metodik og rigtig fine formgivningsevner samt har arbejdet overbevisende med de stillede opgaver på det unit som den studerende har været en været en del af.”
CUBO prisen, der er et rejselegat på 10.000 kroner, blev også uddelt, og her blev vinderen Liva Katrine Ohrhammer. I motivationen lyder det blandt andet:
”Der er arbejdet talentfuldt med tektonik og standardisering. Trods denne realisme viser den studerende en stor evne til at fabulere og udvise kunstnerisk vilje. Projektet viser samtidig brug af forskellige medier, og en stor indlevelse i både den store og den lille skala. Det er et projekt, man umiddelbart drages af.”
Stort tillykke til både de nye arkitekter samt skolens bachelorer.
Relateret
MÅSKE ER DU OGSÅ INTERESSERET I DETTE