Tre århundreders bygningsforandringer og praksis for tilpasning uden ombygning i Danmark
Tobias Hentzer Dausgaards PhD-afhandling undersøger, hvordan bygninger kan designes, transformeres og tilpasses, så de fastholder deres brugsværdi over tid med et lavere materialeforbrug. Gennem analysen af næsten 300 års renoveringer, transformationer og ombygninger af ni bygninger i København dokumenterer projektet et betydeligt materialeforbrug og associeret klimapåvirkning. Samtidig viser projektet, at arkitekturens komposition og brugspraksisser påvirker både bygningers forandringer og materialeforbrug i brugsfasen.
Denne viden omsættes til metoder og tilgange i arkitektpraksis på tværs af renovering, transformation, ombygning, tilbygning og nybyggeri så bygninger kan imødekomme skiftende behov med færre eller ingen fysiske ændringer.
Forskning i bygningers tilpasningsevne (adaptability) og bæredygtighed samt arkitektpraksis og lovgivning mangler systematiske og sammenlignelige langtidsstudier af, hvordan bygninger faktisk forandrer sig; hvilke materialestrømme og indlejrede CO₂-emissioner følger med disse forandringer, og hvad betyder forandringerne for brugsværdien? Specifikt undersøges LCA-modulet B5 Renovering og fysiske ændringer fra tilpasninger og transformationer af brug. Hvor disse ofte i dag vurderes ud fra teknisk og kvantificerbar bygningsperformance, kombinerer afhandlingen kvantitative analyser af materialestrømme med kvalitative fortolkninger af brugsværdi for at undersøge sammenhængene imellem disse, samt hvordan de påvirkes af arkitektonisk komposition og brugspraksisser over tid.
Metodisk kombinerer studiet historiske, ingeniør- og arkitektfaglige samt praksisrettede tilgange. Afhandlingens hovedempiri er et komparativt studie af ni etagebygninger i det centrale København igennem næsten 300 års bygnings-forandringer. Bygningerne, oprindeligt opført som skoler, boliger og kontorer repræsenterer tre stadier af dansk byggeris industrialisering: før 1850, 1850-1959 og siden 1960. Forandringshistorikkerne blev kortlagt igennem byggesagsarkiver i et tegningssæt, som blev anvendt til materialeflowanalyse, livscyklusvurdering, et foreløbigt totaløkonomisk studie, samt en kvalitativ, fortolkende arkitekturanalyse. Afhandlingen bruger Research by Design som overordnet metodisk ramme for sine tre dele: 1) etablering af et empirisk grundlag med research about design, 2) udvikling af designprincipper til praksis med research for design og 3) overførsel til praksis med research for og delvist through design.
Det første hovedbidrag er et empirisk grundlag for at forstå bygningers fysiske forandringer og deres materialeforbrug gennem brugsfasen. Den kvantitative analyse omfatter dokumenterede fysiske ændringer (fra B5 Renovering og transformation), men ikke vedligehold, reparationer eller 1:1-udskiftning af komponenter under andre LCA B-moduler. De ni bygningers indlejrede CO₂ fra forandringer var i gennemsnit over 1,5 kg CO₂-ækv./m²/år. De tre bygninger opført siden 1960 lå i gennemsnit næsten fem gange højere end de seks tidligere opførte bygningers gennemsnit. En følsomhedsanalyse inden for en fælles 50-årig periode (1976-2025) reducerede denne faktor til knapt tre, men viste fortsat en betydelig forskel.
I bygningerne opført siden 1960 var forandringerne koncentreret i klimaskærme og installationer, mens de i højere grad lå i den indvendige aptering for de tidligere opførte bygninger. Resultaterne ændrer ikke ved de klimamæssige fordele ved at bevare og tilpasse eksisterende bygninger frem for at rive ned og bygge nyt, men understreger, at materialeforbruget ved renovering og transformation gennem bygningers levetid også bør tages alvorligt. En foreløbig LCC-analyse af fire af studiets bygninger viste, at den ene bygning opført siden 1960 havde over 2,5 gange større nutidsberegnede årlige anskaffelsesomkostninger end gennemsnittet for de tre tidligere opførte bygninger.
Den lovpligtige LCA for nybyggeri i Danmark omfatter i dag hverken modul B5 Renovering eller andre former for fysiske ændringer ud over 1:1 udskiftninger. Gennemsnittet for bygningerne opført siden 1960 svarer til cirka 50% af de planlagte grænseværdier for nybyggeri gældende fra 2027. Hvis bygninger, der opføres i dag, fremover gennemgår ændringer med tilsvarende materialestrømme, kan deres livscykluspåvirkning derfor være omkring 50 % højere eller mere end den påvirkning, der i dag beregnes for de moduler, lovgivningen omfatter.
Derfor foreslår afhandlingen at udvikle gradvist skærpede grænseværdier for akkumuleret B5-relateret indlejret CO₂ samt at registrere faktiske B4-udskiftningstidspunkter og sammenholde disse med referencelevetiderne for bygningsdele brugt i den oprindelige LCA-beregning. Reglerne bør samtidig understøtte fortsat brug og tilpasning af eksisterende bygninger frem for nedrivning og nybyg.
Det andet hovedbidrag er en teoretisk revision af gængse modeller til at forstå bygningsforandring samt udviklingen af designprincipper, forandringsdynamikker og en ny arkitektpraksis med begrebet stædige arkitekturer (stubborn architectures). Afhandlingen udfordrer Frank Duffy og Stewart Brands funktionelt lagdelte forandringsmodeller: deres foreslåede hierarkier af forandringshastigheder blev ikke bekræftet af hovedempirien, hverken målt på ændringsfrekvens eller -omfang. Snarere blev elementer inden for samme lag ændret i forskelligt omfang og hastighed, ligesom elementer på tværs af kategorier ofte blev ændret sammen.
Analysen peger i stedet på at relationer mellem bygningsdele i arkitektoniske kompositioner og disses relation til skiftende brugspraksisser er betydende for, hvordan bygninger ændrer sig: om tilpasning sker med eller uden fysiske ændringer, hvor disse ændringer koncentreres, og hvordan brugsværdien og materialeforbruget påvirkes. Samtidig etablerer analysen et grundlag for en kulturel kritik af tekniske performancekriterier som tilstrækkeligt mål for brugsværdi, fordi større materialestrømme og højere teknisk performance ikke nødvendigvis førte til større eller mere vedvarende brugsværdi på tværs af de ni bygninger. Som forklaringsramme for forandringer blev femten designprincipper identificeret og forbundet i fem overordnede forandringsdynamikker – Alliancer (Alliances), Marginer (Margins), Omsorg (Care), Situeret komfort (Situated Comfort) og Kommunikation (Communication).
Med disse principper og dynamikker flytter afhandlingen forklaringen af bygningsforandring fra egenskaber ved funktionelle lag og enkelte komponenter til en relationel og tidslig forståelse af samspillet mellem arkitektonisk komposition og brugspraksisser. Arkitektur og brug er med til at betinge, hvorvidt og hvordan bygninger ændres, mens ændringerne i sig selv påvirker senere tilpasningsmuligheder. Stædige arkitekturer samler dynamikkerne med spørgsmålet om, hvor store fysiske ændringer, der er tilstrækkelige for at kunne tilpasse og transformere, fordi tilpasning i sig selv ikke nødvendigvis kræver fysiske ændringer.
Stædige arkitekturer fremhæver dermed værdien af kvalitativ og kontekstspecifik arkitektonisk dømmekraft med blik for forandringer over tid som supplement til de mere udbredte tekniske performancekriterier og målinger. Begge dele er nødvendige for at reducere brugsfasens materialeforbrug.
Det tredje bidrag handler om, hvordan viden om bygningsforandring kan blive en værdifuld del af arkitektpraksis. Seks pilotprojekter, primært hos RØNNOW LETH & GORI, afprøvede foreløbige designprincipper og metoder til kortlægning af bygningsforandringer i de tidlige projektfaser på tværs af nybyggeri, transformation, og modernisering.
Pilotprojekterne udviklede situationsbestemte metoder til at understøtte arkitektfaglig dømmekraft, refleksion, prioritering, dialog med bygherrer og udvikling af byggeprogrammer. Metoderne kan være særligt relevante for bygningsejere med længere tidshorisonter med fokus på mindsket klimapåvirkning, totaløkonomi og vedvarende brugsværdi, på tværs af nybyggeri, renovering og transformation.
Titlen Langtidsholdbar arkitektur er bevidst ikke en direkte oversættelse af Stubborn Architectures, men placerer afhandlingens specifikke forståelse af stædighed i en bredere praksisrettet sammenhæng. Samlet argumenterer afhandlingen for langtidsholdbar arkitektur som en form for materialemæssig tilstrækkelighed i brugsfasen, der hverken kræver kartoffelkur eller teknisk optimering.
En bygning kan bruge færre materialer i brugsfasen uden at tilbyde mindre brugsværdi, fordi samspillet mellem arkitektonisk komposition og brugspraksis snarere kan gøre nogle former for fysiske ændringer overflødige. En sådan tilstrækkelighed i brugsfasen kan give brugere og ejere frihed til at tilpasse deres bygninger til nye behov, også når klima, lovgivning, eller økonomi ellers begrænser byggeriet.
Stædige arkitekturer kobler viden om bygningsforandring med arkitektpraksis for at kunne skabe og fastholde brugsværdi over tid gennem et reduceret, men tilstrækkeligt, materialeforbrug for tilpasning. Hvad der er tilstrækkeligt kan ikke alene opgøres i materialer, men kræver samtidig stillingtagen til, hvis behov bygninger tilpasses efter, og for hvem brugsværdien i sidste ende skabes og fastholdes over tid.
”Vi ønsker at skabe en stærk og tæt forbindelse mellem praksis og forskning i vores projekter. Gennem et bredt tværfagligt samarbejde er det målet at udvikle ny viden og nye designprocesser i (re)formuleringen af en langtidsholdbar arkitektur i praksis – i et klima- og ressourcemæssigt, socialt og kulturelt samt totaløkonomisk perspektiv.” fortæller Karsten Gori, RØNNOW LETH & GORI.
”Det er et vigtigt projekt, hvor vi i kraft af vores rolle som en stor og betydningsfuld bygherre forhåbentlig kan være med til at præge branchen. Vi skal med andre ord blive bedre til ’at gøre meget ved kun at gøre lidt’. Projektet skal gøre os klogere på, hvordan vi gør nybyggeri og tilføjelser langtidsholdbare gennem udvikling af konkrete løsninger.” tilføjer Lisa Jørgensen fra Byggeri København.
Vejledere
Arkitektskolen Aarhus | Professorer Mogens A. Morgen, Marie F. Hvejsel og Lotte B. Jensen
ETH Zürich, gta | Professor Laurent Stalder
RØNNOW LETH & GORI | Partnere, Karsten Gori og Inge-Lise Kragh
Tredjeparter
Københavns Kommune, Byggeri København | Lisa Jørgensen, projektchef
Eduard Troelsgård Rådgivende Ingeniører | Tom Hansen, partner og direktør, vvs- og ventilationsingeniør
Følgegruppe
Freja Ejendomme | Bæredygtighedschef, Ninette Mahler Alto
Værdibyg (Bygherreforeningen) | Viceprogramdirektør, Nina Koch-Ørvad
Byggeskadefonden | Teknisk sags- og bæredygtighedsansvarlig, Charlotte Gudum
Grundejernes Investeringsfond | Udviklingschef, Søren Meyer
Aaen Engineering | Indehaver og stifter, Micki Aaen
Projektet er støttet af Innovationsfonden med 1,1 mio. DKK.
KONTAKT
Relateret
MÅSKE ER DU OGSÅ INTERESSERET I DETTE
RELATERET INDHOLD
Bovbjerg. Foto: Niels Rysz