Vestkystens dynamiske landskab

Ph.d.-projekt af Jacob Matthiesen Jørgensen

Ph.d.-projektet skal undersøge adaptive metoder til at klimatilpasse et foranderligt kystlandskab igennem rumlige scenarier. Gennem designforslag, der inkorporerer økologisk tænkning, vil jeg bruge scenarier til at undersøge alternative fremtider, der udfordrer den menneske centrerede tilgang til klimatilpasning. Projektet sigter mod at udvikle nye klimatilpasningsstrategier, der kan skabe synergier mellem flere forskellige målsætninger i samfundet og reagere på de usikkerheder, som klimaforandringerne skaber. Projektet søger at udforske, hvordan der kan udvikles en landskabsarkitektur, hvor der skabes sammenfiltringer mellem natur og mennesker i rum og tid. De billeder på fremtiden det vil skabe er vigtige som en fælles oplevelse for at skabe et grundlag for diskussion og sætte spørgsmålstegn ved den nuværende måde at tænke på.

Bovbjerg. Foto: Niels Rysz

På vestkysten prøver vi som samfund at kontrollere en naturlig proces, som eroderer kysten på grund af de store påvirkninger fra litoralstrømmene, der konstant er på spil. Det er en proces, der er umulig at standse, og derfor er det en konstant kamp, som kræver utrolig mange ressourcer. Samtidig vil klimaforandringerne kun gøre erosionen endnu stærkere, og derved skal vi bruge mange flere ressourcer på at bibeholde en status quo i fremtiden. Sammen med den private ejendomsret og forventningen til at staten beskytter borgeren mod katastrofer, er der blevet skabt et paradigme inden for kystsikringen, hvor der er meget lidt plads til at kysten og vandet kan bevæge sig uden menneskelig indgriben.

Arealerne omkring vestkysten skal samtidig være med til at opnå andre målsætninger sat af regeringen både i forhold til CO2 reduktion, biodiversitet, energi og bosætning. Disse er i dag ikke tænkt ind i en samlet strategi for vestkysten, hvor man potentielt går glib af markante synergieffekter. Alle disse tiltag har en rumlig indflydelse på landskabet, og hvis de ikke bliver tænkt sammen kan det føre til et visuelt fragmenteret landskab.

Dette projekt bygger på hypotesen, at man med en økologisk tænkning i design og planlægning af klimatilpasningsprojekter, hvor forskellige krav kombineres, kan skabe synergier. For at opnå dette lægges der vægt på at designe for en længere tidshorisont ved at bruge adaptive metoder fra den landskabsarkitektoniske designpraksis. Denne tilgang kan føre til et kystlandskab, der er mere modstandsdygtigt over for fremtidige usikkerheder, har en bedre miljøpåvirkning og har en større rumlig kvalitet, der vil forbedre menneskelig beboelse på vestkysten.

Forskningens undersøgelses felt fokuserer på en ca. 100 kilometer lang strækning langs den jyske vestkyst, der ligger mellem Nymindegab og Thyborøn. Inden for denne strækning er fokus på kystzonen, der går fra ca. kote -10 til +10. Dette er et forskelligartet område, med klitlandskaber, opdyrkede arealer, sommerhuse og byer og hvor nuværende og fremtidige påvirkninger fra vand vil have den mest markante indvirkning uanset administrative grænser. Det er en højenergikyst, der vender ud mod Nordsøen, hvilket gør kystzonen meget udsat for erosion, stormfloder og oversvømmelser fra baglandet. Derfor skal undersøgelsen også tage højde for de bredere afvandingsområder og den overordnede dynamik i Nordsøen og kystzonen.