Legater og priser til nye arkitekter
Fredagens dimission blev ekstra særlig for tre nye arkitekter.
03.02.2025
Fredagens dimission blev ekstra særlig for tre nye arkitekter.
03.02.2025
Fredag d. 31. januar 2025 fejrede Arkitektskolen Aarhus dimission for 26 nye arkitekter. Traditionen tro blev der også uddelt en lille håndfuld legater og priser. Det drejede sig om CEBRAprisen, 3XN’s rejselegat og VOLAs rejselegater.
VOLA uddeler to rejselegater på 15.000 kroner. Denne gang var det Peer Näthke og Jeppe Grøndahl Schmidt der løb med æren.
Peer Näthke modtager prisen for sit projekt ” Rubble, rubble, toil and trouble: Unsmoothing building waste infrastructure.”. Bedømmelseskomiteen skriver:
”Forslagets styrke ligger ikke kun i dets 1:1-afprøvning, men også i dets filosofiske og økologiske fundament, hvor det forholder sig til vigtige spørgsmål som nedrivningspraksisser, materialers råhed og sammenfiltringen mellem arter.”
Jeppe Grøndahl Schmidt står bag projektet ”Mur-Værk: Rummets Poetiske Dimension”, som har udløst legatet. Om projektet skriver komiteen blandt andet:
”I en fascinerende ophængning inviteres vi ind i de overvejelser, de forsøg og den tvivl der hører til faget: sprøde blyantstreger, konceptuelle kul- og kridttegninger, referencer, tekstbidder og ikke mindst modeller, modeller, modeller.
Vi har at gøre med et projekt – et forslag til et rum i et landskab – men også med et studie.”
Vinterens rejselegat fra 3XN på 10.000 kroner går denne gang til Sofie Hecksher, der modtager legatet for sit projekt ”Fra Industri til Urban Ungdom – Transformation på Nordre Fasanvej 273-275”. I motivationen skriver bedømmelseskomiteen:
”Synergien mellem boliger, efter-skole jobs og aktiv fritid forstærkes af idéen om alt på ét sted, hvilket trækker det urbane rum tilbage til kvarterets oprindelige vision om at fastholde ressourcestærke individer gennem hele deres liv.
Et projekt som dette, med sin poetiske og enkle arkitektur, vil ændre adfærd, ikke kun for brugerne, men også for hele det omkringliggende område.”
Peer Näthke, der også løb med VOLAs rejselegat, blev også udpeget som vinder af CEBRAprisen, hvor han modtog Le Corbusiers legendariske 8-binds bogværk ”Oeuvre Complete” – frugten af et forbilledligt virksomt og innovativt kunstnerliv samt ”CEBRAfiles 04” og ”We Build Drawings”.
Om projektet skriver komiteen blandt andet:
”Projektet udmærker sig ved en kunstnerisk tilgang til materialer, hvor betonen bevares i sin rå, uperfekte form, hvilket synliggør materialets tidligere liv og skaber en æstetisk forbindelse til dets oprindelse. Samtidig sætter projektet fokus på lavemissionsløsninger, der adresserer byggeindustriens betydelige bidrag til klimakrisen, med konkrete forslag til, hvordan affald kan omdirigeres og genanvendes som en ressource frem for en byrde.”
Stort tillykke til alle de nye arkitekter og de tre pris- og legatmodtagere.
Relateret
MÅSKE ER DU OGSÅ INTERESSERET I DETTE