Mediateket præmieres med Træprisen
Mediateket på den nybyggede arkitektskole i Aarhus præmieres i dag med Danmarks ældste arkitekturpris, Træprisen. Mediateket er tegnet af Praksis Arkitekter.
19.11.2021
Mediateket på den nybyggede arkitektskole i Aarhus præmieres i dag med Danmarks ældste arkitekturpris, Træprisen. Mediateket er tegnet af Praksis Arkitekter.
19.11.2021
Et træmøbel i fire etager – sådan betegnes Mediateket på den nye arkitektskole i Aarhus populært. Det lyder usædvanligt, og den spektakulære konstruktion er da også omgående blevet et tilløbsstykke i byen i en grad, så personalet har måttet sætte skilte op, der formaner til at holde støjniveauet nede.
I dag præmieres Mediateket, som er støttet med en generøs bevilling fra Den A.P. Møllerske Støttefond, så med Træprisen. Med prisen følger en check på 100.000 kr., som går til Praksis Arkitekter.
Priskomitéen skriver:
”Praksis har med indretningen af Mediateket formået at skabe en installation, der transformerer værkstedskarakteren til et intimt rum med plads til fordybelse og eftertænksomhed i en kontekst, hvor træets tektonik og materialitet bliver det overvældende element.”
Mediateket rummer en omfattende og værdifuld bogsamling og et materialebibliotek af stor værdi for skolen, men er samtidig livsnerven i skolens arkitekturformidling til både studerende, forskere, ansatte og gæster.
”Vi er superstolte over at Træprisen tildeles Mediateket. Finere afslutning på projektet kunne vi ikke drømme om. At kunne stable 5,5 kilometer limtræssøjler og bjælker sammen som et stort mikadospil ville ikke kunne lade sig gøre uden et fantastisk samarbejde med de involverede; med ledelsen på arkitektskolen, de ansatte i Mediateket, de dygtige tømrere fra Kaysen og en flot donation fra Den A.P. Møllerske Støttefond, en kæmpe tak til dem. Og så håber vi blot, at Hack Kampmann fra sin sky også vil sætte pris på sine upcyclede bogreoler”, siger Mads Bjørn Hansen fra Praksis Arkitekter.
Prorektor ved Arkitektskolen Aarhus, Kristine Leth Juul, glæder sig over, at rummet nu præmieres.
”Det er virkelig en kunst at skabe et rum, der på én gang er så enkelt og stringent i sin konstruktion og samtidig så fortættet i sin atmosfære. Mediateket er både en storslået katedral og en intim labyrint. Det er et rum, der går i kroppen på én, så snart man træder ind ad døren. Stor ros til Praksis for den daglige berigelse, vi har fået i Mediateket.”
Relateret
MÅSKE ER DU OGSÅ INTERESSERET I DETTE