MO DESIGNER DET KONTROLLEREDE FORFALD

07.11.2022

Når vi river ned, river vi også forbindelsen til vores egen fortid midt over. Men Mo Michelsen Stochholm Krag har ikke tænkt sig at lade den kollektive hukommelse dø i fred.

I Bedsted, Thy er naboen ved at flytte ind. Og naboen er vel at mærke en plantage. Lektor Mo Michelsen Stochholm Krag og kollegaen, lektor Stefan Darlan Boris, er i færd med at trække skoven ind i byen, lade kultur og natur smelte sammen og forvandle Bedsted fra stationsby til skovby.

Transformationen er er godt billede på de processer, Mo er ankermand for i området. Og også et godt billede på den forskning, han bedriver. Det kaldes research by design og betyder, at forskningen griber aktivt ind i den verden, som er sat under lup.

Den usete kulturarv

I Mos tilfælde har det ofte været bygninger og steder i Thy, hvor han selv kom jævnligt i sine fem første leveår. Nu tager han dertil fra sit udgangspunkt i Aarhus for at gennemføre det, han kalder kontrolleret forfald på steder, hvor forfaldet ellers nu og da kan føles ukontrolleret og allestedsnærværende.

”Der er masser af midler og metoder til at bevare kulturarv fra den fjerne fortid. Men bygningerne fra den nære fortid – som er de fleste – mangler vi både midler og metoder til. Det er den usete kulturarv”, siger Mo Michelsen Stochholm Krag.

Strække tiden

Men Mo ser den. Og frem for alt arbejder han med den på nye måder. Hans indgreb er ikke nødvendigvis en stor gestus, der restaurerer husene til topniveau. Det kan også være midlertidige interventioner.

”Her er målet at eksponere de historiske lag, som en bygning består af, og give dem et boost, før huset forsvinder. Det gælder om at strække eller komprimere tiden, før det er helt væk. Det kan være projekter over ti år, hvor noget bliver til natur gennem et kontrolleret forfald, eller det kan være en enkeltstående event.”

Indgrebene gør, at de lokale beboere bliver opmærksomme på stedet, og på den måde kan der skabes mulighed for en udveksling af personlige minder, hvorved den kollektive hukommelse tilføres kraft.

I Danmark river vi ned

For eksempel har Mo arbejdet med tre bygninger på hovedgaden i Hurup, Thy. Her indkapslede han et gavlaftryk af den bygning, der stod på stedet for på den måde at skabe en forbindelse bagud.

Nødvendigheden af at slå et slag for den kollektive hukommelse kommer ikke mindst af den danske iver for at rive ned frem for at transformere.

”Herhjemme har vi dårlig tradition for at transformere. Vi er hurtige til at rive ned og bygge nyt. Det er det, hele vores byggebranche er gearet til. Kontrasten er stor til Sydafrika, hvor jeg har arbejdet ad flere omgange. Dernede er arbejdskraften billig, mens materialet er dyrt, hvorfor de har en mere veludviklet tilgang til bygningstransformation. I Danmark er det omvendt.”

Fra tre til ti etager

Selv om Mo fortrinsvist arbejder med Thy, hvor fraflytning og mangel på ressourcer gør det urentabelt at renovere, er problemet også stort i de større byer. Her er det paradoksalt nok grundenes høje værdi, der gør det urentabelt at renovere.

”Kommunerne kan godt finde på at sælge til nedrivning, selv om der ligger en bevaringsværdig bygning i tre etager. For man kan tjene mere på at rive den ned og bygge i ti etager i stedet.”

Studerende som trækplaster

Det er tydeligt, at Mo har stor veneration for de små og måske også oversete steder; Dem, der har brug for noget kærlighed og opmærksomhed. Men det er nok så meget kontakten med menneskene, der driver ham.

”Når vi går og roder derude, så kommer der altid nogen hen og snakker. Særligt, hvis vi har studerende med – de er fantastiske som mediatorer. Det betyder også, at de lokale får talt med hinanden og udvekslet minder.”

Omsorgen for de udsatte steder og mennesker har måske sin oprindelse i Mos barndom, hvor han som søn af to præster oplevede hjemmet som et åbent sted, hvor moderen fx inviterede en gruppe tamilske flygtninge til middag i slut-firserne for at hjælpe dem godt ind i lokalsamfundet.

Mo er selv et menneske, der som udgangspunkt tror på det bedste i sine medmennesker, og der er, som han siger, ”ikke mange mennesker, jeg ikke kan lide”.

Fra Faaborg til Afdeling X

Da han blev fem, blev forældrene skilt, og han flyttede med sin mor til Faaborg, hvor han gjorde skolen færdig og tog sin gymnasieuddannelse. På grund af en stærk interesse i at tegne og male søgte han ind på arkitektskolen, hvor han efter en kort afstikker til biologistudiet færdiggjorde sine studier i 1999 på den daværende afdeling for eksperimentel bygningskunst, Afdeling X. På det tidspunkt havde interessen for faget vokset sig rigtigt stærk, efter at han efter eget udsagn havde brugt de første to år af studiet på at ”gå og være sur og være imod alt”.

Som nyuddannet arkitekt fandt han vej ud i praksis, hvor han ved et tilfældighedens lune havnede i Thy igen. Hans kone kom i lægeturnus der, og Mo fulgte med. Han arbejdede først på Niels Christoffersens tegnestue og siden ved Sahl Arkitekter, og igen på Niels Christoffersens tegnestue, hvor han tilbragte tre dage om ugen på kontoret i Thy. Han startede samtidig eget firma med en kompagnon, men blev i 2010 ringet op af sin gamle institutleder på Arkitektskolen Aarhus og spurgt, om han ville undervise som timelærer. Resten er historie:

Fra 2006 tegnede han villaer og små institutioner i eget firma med den ene hånd, mens han fra 2010 underviste på skolen med den anden.

Men i 2013 fik han mulighed for at tage hul på ph.d.-afhandlingen Transformation on Abandonment, og dermed fik skolen fuldt fokus.

Undervejs var han gæsteforsker på hhv. University of Westminster i London og Historic Preservation, Columbia University NYC, og i dag er han lektor på det Studio 1C – Transformation and Adaptive Re-use – som han startede sammen med lektor Leif Høgfeldt Hansen.

Radikal bevaring

I forskningsregi er han som sagt i færd med et radical preservation-projekt: At trække en skov ind i Bedsted sammen med bl.a. antropologer fra Aalborg og Aarhus Universitet, København og forskere fra Moesgård Museum.

”Vi trækker en 200 år gammel plantage sydfra og ind i byen og lader den flette med reminiscenser af de bygninger, der bliver revet ned. I nogle af bygningerne bliver fundamentet måske stående tilbage og danner en lysning i denne nye skov, så fra en stationsby bliver det til en skovby. Det er et projekt, der har et perspektiv på i hvert fald 20 år”, fortæller Mo.

Grebet er en måde, hvorpå man kan tilføre nogle arkitektoniske kvaliteter til en uafvendelig proces – og undgå den hurtige nedrivning, der fungerer som en slags amputation. I stedet kan man sige, at Mo arbejder for at efterlade arrene i byen eller landskabet, fordi de er konkrete billeder på det liv, der er levet på stedet.

”Jeg er interesseret i, hvad de bygninger betyder, særligt i de små landsbyer – og fraværet af dem. På kort sigt er nedrivningen velkommen og fungerer som en slags statsautoriseret måde at købe aflad på: Man river ned og rydder op. Men samtidig fungerer bygningerne som ankerpunkter i den kollektive hukommelse, så der er noget, der forsvinder: Identitet og lokal sammenhængskraft. Derfor arbejder jeg meget med kontrolleret forfald som en form for bevaring”, siger Mo.

Og derfor prøver han også at inkludere de lokale beboeres respons på udviklingen i projekterne. I et tidligere konditori på Hurup Hovedgade, som han transformerede sammen med Teater Nordkraft, serverede de wienerbrød og kaffe i gården – så kom folk og snakkede om deres forhold til stedet.

”En far kom ind med sin datter. Så fandt de et bræt, der stod Vagner Hansen på. Det er din oldefar, der har lagt det gulv, sagde han.”

Udvikling mod afvikling

Et vue ned over Mos CV giver indtryk af en mand, der aldrig står stille. Nye projekter, rejser eller samarbejder bobler altid lige under overfladen. Så selv om han virker for at bevare den kollektive hukommelse og forhindre glemslens fangarme i at brede sig over feltlaboratoriet Thy, er energien samtidig rettet intenst mod nu og i morgen. Han fremhæver det vigtige i at kunne se og gribe pludseligt opståede muligheder frem for at følge en detaljeret plan til punkt og prikke.

”Min største fjende er, hvis tingene bliver rutine. Jeg kan ikke køre i den samme rille de næste tyve år. Der skal ske noget udvikling.”

Udvikling, ja – mon ikke det er det helt rette ukrudtsmiddel i hænderne på dén, der har viet sit professionelle liv til at bekæmpe lokal og regional afvikling?