Nekrolog: Lars Henriksen

Nekrolog: Lars Henriksen (1945-2026)

Tegn mens du tænker! *

Lars Henriksen var ’befrielsesbarn’, født i Aarhus den 17. april 1945, sine forældres førstefødte. Mor Katinka var husmor, far Kristian fiskede fra fiskerihavnen med egen kutter. Familien forøgedes sidenhen med søster Grete og brødrene Anders, Jens og Hans. Lars’ barndom var meget stærkt præget af sygdom, åndedrætsbesvær og børneeksem, hospitalsbehandlinger og ophold på Julemærkehjemmet i Hobro. Men Lars levede med sine livsbetingelser. Han var aldrig i tvivl om, at han havde haft en lykkelig barndom, hvortil hørte at han tegnede. Han tegnede, tegnede og tegnede, ældre huse og nymodens modernistisk arkitektur, lærerne på skolen og adskillige fiskekuttere med analytiske studier af, hvordan båd og bølge møder hinanden i forskellige konstellationer. Talentet var stort og åbenbart, og forældrene sørgede for at det blev udviklet gennem tegnekurser på aftenskole. Lars var i det hele taget en velbegavet dreng, dygtig og glad for at gå i skole, og ingen var i tvivl om, at han skulle gå ’den boglige vej’. Han kom i gymnasiet på Aarhus Katedralskole, og også her befandt han sig rigtig godt. I årene efter gymnasiet var han altid med til sin årgangs sammenkomster.

Aarhus-dreng, studentereksamen fra midtbyens traditionsrige Katedralskole, arkitekturen i kikkerten og et stort tegnetalent; hvor nærliggende, at Lars søgte optagelse på byens nye arkitektskole i Nørreport 20! Efter et månedlangt optagelseskursus på Kunstakademiets Arkitektskole kom han i 1966 gennem nåleøjet til Arkitektskolen i Aarhus sammen med 14 andre studenter og 15 konstruktører. Det var den anden årgang skolen optog. En af hans medstuderende på årgangen er ikke i tvivl: Lars var en fantastisk frihåndstegner – med den bløde B5-blyant – og i det hele taget en af de bedste tegnere på holdet. Hvilket han, som citatet ovenfor viser, dyrkede hele livet. Han var også en fremragende akvarelmaler, så han holdt senere forelæsninger om akvarelmaling. ”Det er egentlig simpelt at lave en akvarel. 5-6 farver, et bundt mårhår, noget vand – tænk sig hvad man kan udtrykke med så enkle redskaber”, lyder det i hans store notesbog påbegyndt i 1989, hvor det også fremgår, at man i akvarelmalingen ”står direkte i forbindelse med livet – fordi der ingen mellemled er skudt ind mellem dig og motivet”.

Retrospektivt kan man sige, at Lars’ faglige skæbne blev beseglet i 1966. Arkitektskolen (i) Aarhus blev hans arkitektfaglige hjem i 46 år, som studerende, som underviser og som yderst central institutionsbærer, indtil han endelig forlod skolen i 2012. Han var en glad mand med et lyst sind, men ikke en person, der førte sig frem. Hverken som studerende eller underviser. Der var en betryggende ro omkring den studerende Lars, et godt humør og stor hjælpsomhed i forhold til de medstuderende, baseret på at han selv var en meget flittig studerende. Festlige lejligheder gik bestemt ikke hans næse forbi. Han gav ordet ’festabe’ en helt bogstavelig betydning, når han i opløftet stemning ved julefrokoster klatrede op og ned ad søjlerne i skolens kantine.

På studiets anden del valgte Lars professor Yannos Politis’ afdeling E, hvor man først og fremmest studerede de solide eksempler fra det tyvende århundredes internationale arkitektur. Yannos Politis var som person Lars’ diametrale modsætning. Vild, ilter, dramatisk, men også totalt indlevet i arkitekturen tilsat en omfattende viden om andre kunstarter, samfund og politik. Det blev på tværs af temperamenterne et fascinerende, arkitekturfordybende møde for Lars, hvilket gav sig udslag i, at han i 1971 blev ansat som afdelingsassistent, senere som undervisningsassistent og faglig assistent på afdelingen. Her kom det afdelingen til gode, at Lars midt i sit ivrige engagement på arkitekturens vegne også var de fornuftige argumenters og de gode praktisk-organisatoriske løsningers mand. Studieplanerne var hans gebet. Som underviser var Lars den mest pædagogiske af de to, men de var fælles om ’at tro på det der var på papiret´, dvs. at drøfte arkitekturens sag med de studerende. Lars’ dybe engagement i arkitekturundervisningen førte også til, at han skrev udførlige pædagogiske vejledninger til sine studerende, vejledninger, de kunne lære endnu mere af. Og så var han, som en kollega bemærker, en virkelig god forelæser, præcis, pædagogisk og levende. Senere da han som formand for undervisningsudvalg og studienævn tog sig af undervisningen på skolen i sin helhed, var han stadig en skattet kritiker. Samme kollega finder, at han var en af skolens skarpeste. Han kunne via sine analytiske evner hurtigt gennemskue et projekt. Han var tydelig og sagde sin mening, men med fokus på projektet, ikke på egne præferencer eller den studerendes indsats. Og så kunne han begejstres for det han så, eller potentialerne, han øjnede i et projekt, hvilket han udtrykte med hele sit kropssprog. Han blev sjældent siddende i stolen undervejs.

I vejledning og kritik handlede det således altid om arkitekturen, faget var enormt vigtigt for ham. Det tilskyndede ham også til at klarlægge så tydeligt som muligt for studerende og andre, hvad arkitektfagets skitseringsmetode går ud på. Ud af et semesters koncentrerede fordybelse sprang skriftet Skitseringsprocessens arbejdsmetoder, hvor han selvfølgelig på utallige måder tegnede, hvad det går ud på og samtidig fastholdt, at det intuitive og det analyserende skal spille sammen. Det er vigtigt, at de intuitive indsigter ”noteres og huskes i form af skitser, ordbilleder, kollager eller lignende”, men også vigtigt at huske ”at intuitiv indlevelse uden kritisk, systematisk problembearbejdning, fører […] til urealistiske drømmerier”. Derfor omfatter skitseringsprocessen, metaforisk udtrykt, tre ’borde’ i samspil: undersøgelsesbordet, analysebordet og syntesebordet.

I mange år var Lars som nævnt formand for undervisningsudvalg og studienævn. Her skulle han tage vare på, ikke bare bygningskunsten, som han kom fra, men hele arkitektskolens undervisningsfelt. Det er næppe for meget sagt, at han i disse år var en af skolens mest betydelige institutionsbærere. Tværs igennem skiftende studieordninger og skolestrukturer, rektor- og skolerådsskift og indførelse af bedømmelse via karakterskalaen, evnede han at favne helheden, ikke mindst fordi han var lige så lydhør over for andres gode argumenter, som han var god til at fremføre sine egne. Det nød alle aspekter af skolens undervisning godt af, også de tværgående som eksempelvis undervisningen i arkitekturhistorie og -teori. Hans ideal var at styrke skolen som samlet undervisningsinstitution ved at fremme samarbejdet mellem kollegerne. Her kom også hans organisatoriske kunnen ham og skolen til gode. Adskillige er de bemandingsplaner, som gik over hans bord, og utallige de samtaler med kolleger med forskellige interesser, som de byggede på.

I disse år lærte jeg Lars nærmere at kende, idet jeg var medlem af skolerådet, forskningsudvalget og senere institutleder for Institut for By og Landskab. Vi havde mange berøringsflader og det var altid, som i altid, en fornøjelse at have med ham at gøre. Det var, nok en gang, de gode argumenter og de praktisk mulige løsninger der talte. Jeg erindrer ikke noget der ligner en konflikt med ham, og jeg har spurgt flere andre. De gør det heller ikke. Lars og jeg kom ganske tæt på hinanden inden for skolens rammer, og vi swingede godt sammen. Hvis der findes sådan noget som en kollegial ven, så har jeg haft én i ham.

Tilbage i 1970erne havde Inge og Lars fundet hinanden på Arkitektskolen. De blev forældre til døtrene Kirstine, Karen og Marie og bedsteforældre til Anton, Selma, Runa og Freja. I Lars have de alletiders far og bedstefar. Han var nærværende, opmærksom, hjælpsom og altid optaget af at børnene skulle udfolde deres fantasi, i leg, i tegning, i naturen. Fagligt havde Inge og Lars en fælles interesse i arkitekturens formgivning, i materialer, dagslys og klimaskærm og i spørgsmålet om bæredygtighed og cirkulær økonomi. Her var Lars en god diskussionspartner.

I 2010 fratrådte Lars sit lektorat (fra 1988), og i 2012 et efterfølgende eksternt lektorat. I sit professionelle liv på arkitektskolen havde han været, vil jeg hævde, først og fremmest undervisningens arkitekt. Men han praktiserede også arkitekturen, tegnede sit og Inges hus, reddede en funkisvilla for fremtiden, og løste mange opgaver, store som små, tegnede al ting. Som pensionist engagerede han sig i biavl, lige så dybtgående grundigt som han havde engageret sig i arkitekturen, og selvfølgelig også som underviser i regi af Moesgård Biselskab for holistisk biavl.

Efter Corona blev Lars diagnosticeret med en meget sjælden, uhelbredelig kræftsygdom. Han forlod os den 5. februar 2026.

Æret være hans minde!

Niels Albertsen, professor emeritus, cand. scient. pol.

Hjertelig tak til Inge Vestergaard, Kristian Agger, Karen Olesen, Kätte Bønløkke, Ulrik Løssing, Uffe Lentz, Ole Mouritsen, Leif Høgfeldt Hansen, Marianne Kazar, Carsten Rasmussen og Morten Daugaard for samtaler og bidrag om Lars Henriksen.

*Lars Henriksen: Skitseringsprocessens arbejdsmetoder. Arkitektskolen i Aarhus. 1994-1999.