New Ark vinder Stadsarkitektens Særpris
Kunst- og arkitekturprojektet New Ark er blevet belønnet med Stadsarkitektens Særpris for blandt andet at på en dramatisk måde at minde os om en mulig fremtid.
29.11.2023
Kunst- og arkitekturprojektet New Ark er blevet belønnet med Stadsarkitektens Særpris for blandt andet at på en dramatisk måde at minde os om en mulig fremtid.
29.11.2023
Tidligere på året blev kunst- og arkitekturprojektet New Ark indviet i byrummet ved siden af Arkitektskolen Aarhus, og nu har projektet modtaget Stadsarkitektens Særpris ved prisuddelingen Aarhus Arkitekturpris. New Ark-værket er skabt af arkitekterne Simon Strøyer, Tideland Studio, og Rasmus Romme Brick Maabjerg, Rumgehør Studio, samt kunstneren Ajarose Stinee Solvild.
I motivationen fra stadsarkitekt Anne-Mette Boye lyder det:
”Stadsarkitektens særpris går i 2023 til projektet New Ark. New Ark er er en passage mellem Arkitektskolen og en boligbebyggelse. Den forbinder Carls Blocksgade med Godsbanen og er en del af forbindelsen fra Godsbanen igennem Scandinavian Center til Musikhusparken og Banegårdspladsen. Byens passager danner rum for mange Aarhusianeres hverdagsture, men overses ofte, når byens rum designes. Ideen til passagen New Ark blev udviklet i en konkurrence for nyuddannede kunstnere og arkitekter. Her har holdet sammen skabt et byrum, der er en kritisk kommentar til klimaforandringerne og at vi bygger i og på vandets veje. Fortællingen bag projektet er at Godsbanen, der ligger i ådals-landskabet, risikerer oversvømmelse. De skinnende ringe ligger spredt i rummet og symboliserer redningskranse, der er kastet ned fra taget. De lander i vand af beton, der står som stivnede bølger. De minder os på en dramatisk måde om en mulig fremtid. Samtidig kan rummet står alene som en meget smuk og sanselige passage, hvor de skinnende ringe lyser passagen op og giver en særlig oplevelse og mulighed for at sidde et øjeblik. New Ark er et godt eksempel på, at vores mindre smøger og passager rummer et stort potentiale. Det er også et godt eksempel på, at vi ved at invitere den nye generation af kunstnere og arkitekterne til at designe bygninger og byrum, kan få smukke, overraskende og sanselig arkitektur.”
New Ark-værket er et resultat af en konkurrence udskrevet i samarbejde mellem Aarhus Kommune, Det Jyske Kunstakademi og Arkitektskolen Aarhus, hvor nyuddannede arkitekter og kunstnere skulle samarbejde om at skabe et nyt byrum.
”Jeg er meget stolt over, at kunst- og arkitekturprojektet New Ark i Passagen har fået Stadsarkitektens Særpris. Vores mål med projektet var at give vækstlaget af nyuddannede kunstnere og arkitekter fra Det Jyske Kunstakademi og Arkitektskolen Aarhus en platform for netværk og samarbejde – både inden for det konkrete fysiske byrumsprojekt og på et mere langvarigt niveau. Vi tror på, at vi kan lære af hinanden og blive inspireret af forskellige arbejdsprocesser til gavn for både kunst- og arkitekturudviklingen i fremtiden. Derfor glæder det mig, at resultatet af konkurrencen nu belønnes med denne prestigefyldte særpris”, siger prorektor ved Arkitektskolen Aarhus, Kristine Leth Juul.
Relateret
MÅSKE ER DU OGSÅ INTERESSERET I DETTE