NEW NEIGHBOUR SAMLER ARKITEKTSKOLEN OG INSTITUT FOR (X) PÅ GODSBANEN
Med containerbyen, New Neighbour, har Arkitektskolen taget hul på det nye naboskab på godsbanearealerne i Aarhus.
20.09.2019
Med containerbyen, New Neighbour, har Arkitektskolen taget hul på det nye naboskab på godsbanearealerne i Aarhus.
20.09.2019
Arkitektskolens nye containerby er kommet godt fra start i den nye bydel på godsbanearealerne, hvor byggeriet af den kommende arkitektskole, NEW AARCH, skyder op ved siden af.
New Neighbour er en del af et større initiativ, der kaldes Den Involverende Byggeplads, som er et samarbejde mellem Arkitektskolen Aarhus, entreprenøren A. Enggaard A/S og Institut for (X). Initiativet udspringer fra et fælles ønske om at skabe en mere åben byggeplads, der tager del i naboskabet i bydelen imens opførelsen af NEW AARCH finder sted. Byggeriet af den nye arkitektskole forventes at stå færdig i sommeren 2021.
Med New Neighbour har skolen etableret et midlertidigt læringsrum ved byggepladsen til undervisningsforløb, projektarbejde og workshops. På den måde kan byggeprocessen gøres til et sammenhængende læringsforløb for skolens studerende.
Den kridhvide containerbygning indeholder både møde- og projektrum med plads til 10 – 40 studerende samt udendørs workshopfaciliteter i et overdækket rum i stueetagen.
Der er desuden etableret en række samarbejder med og arbejdspladser for fire virksomheder, der alle arbejder inden for forskellige fagområder. Nogle har en tilknytning til Institut for (X), og andre har en tilknytning til Arkitektskolen Aarhus.
De fire virksomheder, som er flyttet ind i New Neighbour er Dearstudio ApS, Office U67, Det Turkise Telt og Sociale Entreprenører i Danmark.
Dearstudio ApS designer digitale brugeroplevelser, og Office U67 er en arkitektonisk praksis, der arbejder med udstillingsdesign, interiør- og detailarkitektur, undervisning, art direction og forskning. Office U67 drives af to ph.d.-studerende, hvor den ene er fra Arkitektskolen Aarhus.
Det Turkise Telt laver totale koncertoplevelser i Aarhus, og Sociale Entreprenører i Danmark er en landsdækkende forening, der arbejder for at fremme socialt iværksætteri i Danmark.
Fælles for brugerne af New Neighbour-kontorfælleskabet er, at de indgår en aftale med Arkitektskolen om at samarbejde tværfagligt med skolen fx gennem udstillinger, projektarbejde eller workshops. På den måde udnytter skolen muligheden for at trække en tydelig tråd mellem uddannelse og erhverv med fokus på entreprenørskab og iværksætteri.
’’Formålet med New Neighbour er først og fremmest at understøtte skolens kerneopgave, som er undervisning, dels ved at de studerende kan følge byggeriet helt tæt på men også ved, at de kan samarbejde tværfagligt med stedets brugere. Samtidig håber vi på, at vi som nye aktører i området kan vise, at vi forstår og understøtter kvaliteterne i området – men samtidig holder stærkt fast i vores egen identitet’’, fortæller Kristine Leth Juul.
Relateret
MÅSKE ER DU OGSÅ INTERESSERET I DETTE