Med en ny bevilling fra Danmarks Frie Forskningsfond vil et forskernetværk tage hul på arbejdet med at undersøge, hvordan vedligeholdelsespraksis i fire boligbebyggelser fra efterkrigstiden i Danmark, Tyskland, Spanien og Kroatien kan informere hinanden. Det sker under titlen Cultures of Maintenance in Post-War European Social Housing.
”Denne type boligområder er under pres på flere fronter, fx klimatisk og socialt. Det er dyrt at reparere de gamle bygninger, og områderne er stigmatiserede. Ofte ender det med nedrivning og dermed færre billige boliger. Men der er et stort potentiale i at engagere beboerne og skabe fællesskaber ift. vedligehold – og dermed løse både tekniske og sociale problemer”, siger lektor Ruth Baumeister fra Arkitektskolen Aarhus.
Flere perspektiver, fælles mål
Netop koblingen mellem tekniske og sociale problemer gør, at netværket samler forskellige fagpersoner som en antropolog, en historiker, en politolog og flere arkitekter for at kunne undersøge emnet fra forskellige vinkler.
Gennem fælles workshops og seminarer i de fire udvalgte bebyggelser vil gruppen udforske problemer og potentialer ved vedligehold for derefter at kunne rådgive myndigheder og formidle de nye indsigter til aktører i og udenfor almene boligområder.
”Arkitektur er ikke blot en teknisk og kunstnerisk disciplin, men rummer også et stort socialt potentiale. Vi vil sammenligne reparationskulturer, forbinde formelle og uformelle vedligeholdelsespraksisser og udvikle strategier for bæredygtige, inkluderende og modstandsdygtige boliger”, siger lektor Carolina Dayer fra Arkitektskolen Aarhus.
Fakta
- I Danmark er det endnu ikke afklaret, hvilket boligområde der gøres til genstand for undersøgelse. Men i Spanien bliver det Unidad Vecinal 3 i A Coruña, i Tyskland Rollebergsiedlung i Berlin, og i Kroatien bliver det Mamutica i Zagreb.
- Bevillingen fra Danmarks Frie Forskningsfond dækker netværkets arbejde til og med 2028. I alt deltager 16 forskere fra de fire involverede lande.
- Fra Arkitektskolen Aarhus drejer det sig om lektor Ruth Baumeister, lektor Carolina Dayer, adjunkt Sidse Martens Gudmand-Høyer, lektor Nuria Casais og professor Tom Nielsen.