En smuk blå kulisse i skolens store værkstedrum dannede ramme om en festlig velkomst, da rektor Kristine Leth Juul og kurator Karen Kjærgaard skød en helt udsolgt OPEN24 i gang på Arkitektskolen Aarhus fredag morgen d. 20. september. Arkitektskolen Aarhus havde endnu engang inviteret praksis, branchen og det akademiske felt til nye samtaler og indsigter. Kristine betonede i sin velkomst, at den vigtige udveksling af viden mellem skolen og omverden er en absolut kerneopgave. Derfor sætter OPEN de komplekse emner til debat og giver plads til vigtige stemmer – også fra den unge arkitektgeneration.
Mere end tusind deltagere var med ombord til en fagligt inspirerende festivaldag på Exners Plads. Heldagsprogrammet med temaet “The Ocean In Which We All Swim” accentuerede vandets og arkitekturens forbundenhed gennem nærværende samtaler og livlige paneldebatter om bl. a. regenerativt byggeri, aktivisme, arkitekturpolitik, kystlandskaber, AI, kolonialisme, naturkrise og hjemløshed. Dagen igennem kunne man opleve markante stemmer fra arkitekturens praksis, det akademiske felt og det politiske system, der satte hinanden stævne på de mange scener i selskab med et veloplagt publikum.
Udstillinger, performance og kulturforhave
Festivaldeltagerne havde også mulighed for at fordybe sig i flere udstillinger: Urban Anomalies om Sienas historiske vandsystem, Mare Incognitum om ekstravisme af havets skjulte landskaber og Premiere med udvalgte afgangsprojekter fra sommerens ny-dimitterede arkitektårgang.
Der var også filmisk futuristisk forsyningsarkitektur i biografmørket, VR-oplevelse af slummen i Uganda med Arkitekter Uden Grænser og mulighed for at tage del i den kollektive nadver for havet med Schwesterbrau & ibid.practice samt performativ indvielse af det nye permanente landart projekt Another Crack In The Wall. Skolens nyetablerede kulturforhave Front Yard leverede forrygende festivalstemning med livemusik og studenterbar.
Vi glæder os allerede til september 2025, når vi inviterer indenfor til den femte udgave af OPEN Architecture Festival.
Relateret
MÅSKE ER DU OGSÅ INTERESSERET I DETTE