Kystbyen til forhandling
Designinterventioner som katalysator for nye relationer mellem turisme og steder i Hvide Sande.
Ph.d.-projekt af Mathias Meldgaard
Designinterventioner som katalysator for nye relationer mellem turisme og steder i Hvide Sande.
Ph.d.-projekt af Mathias Meldgaard
Formålet med Ph.d.-projektet er at undersøge, hvordan vi kan anvende stedsspecifikke designinterventioner til at kortlægge og beskrive kystbyens forskelligartede aktører og deres dynamiske relationer.
Det helt centrale omdrejningspunkt for ph.d.-projektet har været et situeret designinterventionsforløb i Hvide Sande.
Projektet rejser en kritik af sondringen mellem turisten og den lokale, mellem hverdag og turismen. Denne sondring har stor betydning for turismeudviklingens kommercielle og kvantitative fokus. Her betragtes stedet primært som en destination, der skal imødekomme en efterspørgsel hos turisten. I denne tilgang er der en risiko for at stedet forfladiges til et produkt, der skal tiltrække kunder, hvilket kan gøres med generiske kommercielle løsninger. Denne tilgang fordrer en simplificering af stedet med henblik på effektiv og målrettet markedsføring. Langs vestkysten materialiserer denne sondring sig blandt andet i den solitære sommerhustypologi, som fysisk er adskilt fra kystbyernes komplekse hverdagslandskaber.
Der er konkret blevet udviklet fem stedsspecifikke designinterventioner, hvis fokus har været på at aktivere og italesætte alternative blikke på og brugsmuligheder i havneområdet i det centrale Hvide Sande. Via designmæssige forskydninger (af funktion, placering, visuelt udtryk, brugergruppe) af velkendte fysiske elementer i havnemiljøet har designinterventionsforløbet engageret og påvirket en lang række forskelligartede aktører i komplekse forhandlinger omkring stedets agilitet. Det længerevarende engagement på stedet har således tydeliggjort, hvordan mulighedsfeltet for transformationer har udviklet og udvidet sig over tid.
Den overordnede idé er at italesætte forskningsspørgsmålene gennem tilgangen Research through design (RtD) og dermed sigte efter at udvikle, afprøve og evaluere en række transformative designstrategier for bestemte steder i RKSK. Disse fysiske indgreb vil fungere som aktive laboratorier der kan afprøve forskningsspørgsmålene. Forskningen udføres i tæt dialog med en ph.d.-studerende fra antropologi på Aarhus Universitet, hvorved interventionernes resultat kvalificeres.
Et sekundært fokus vil være på at dokumentere og kritisk reflektere over designforskning (specifikt RtD) i et tværfagligt forskningsprojekt som dette. Hvordan sikrer vi en frugtbar udveksling af RtD-produceret viden, hvordan kan andre fag tage denne viden til sig, og hvordan kan designforskning integrere viden fra andre fagområder? Denne måde at arrangere og formidle forskellige videnskrav kunne være et nyt bidrag til de tværfaglige potentialer (styrker og svagheder) i praksisbaseret designforskning. Det er målet, at denne viden skal bidrage til den igangværende diskussion om RtD s position i forksning.
Relateret
MÅSKE ER DU OGSÅ INTERESSERET I DETTE