Samfundet gennemgår konstant omfattende demografiske forandringer. Den fundamentale forskel mellem den samfundsmæssige udvikling før og nu er hastigheden, hvorved disse forandringer sker. Konsekvenserne for det byggede miljø er tydelige og afspejles bl.a. i et hastigt voksende antal af bebyggelser, der er funktionstømte og præges af forfald.
Et resultat af denne udvikling er, at bygningstransformation som arkitektonisk disciplin vinder terræn over hele verden. Bæredygtighed udgør et væsentligt, men implicit, delelement i bygningstransformation i kraft af genanvendelse af det, der ofte betragtes som udtjent. Der er med andre ord et presserende behov for at udvikle nye metoder til at adressere fortidens bygninger gennem adaptive reuse.
Studieenheden Studio 1C: Transformation koncentrerer sig hovedsageligt om bygninger og byggede miljøer fra den nære fortid og repræsenterer en bred vifte af skalatrin og kontekster, der spænder fra funktionstømte industrianlæg til mindre utidssvarende bygninger og hverdagskonstruktioner. Studio 1C opererer indenfor både bymæssige og rurale rammer i Danmark og i udlandet.
Studio 1C har fokus på en øget bevidsthed omkring det, der allerede eksisterer på stedet. Således betragtes eksisterende bygningsmiljøer som rumlige og materielle palimpsester, der indeholder historiske fortællinger om de bygninger og steder, hvortil de studerendes projektarbejde tilføjer nye lag.
Studieenheden er af den opfattelse, at programmatisk pragmatisme er afgørende, hvorfor semesteropgaverne involverer re-programmering eller et delvis foruddefineret program. I begge tilfælde vil de programmatiske aspekter være forankrede i den aktuelle kontekst og i samfundet som helhed.
Bygningstransformation tilgås generelt ud fra på forhånd fastlagte grænser indenfor enten bymæssige eller landlige kontekster. Herefter flyttes fokus henimod transformation på bygningsniveau. Sidstnævnte nødvendiggør en særlig opmærksomhed på de indbyrdes relationer mellem Rumlighed, materialitet og tektonik, som udledes af mødet mellem den eksisterende arkitektur og de tilføjede konstruktioner.
Studio 1C anser udviklingen og afprøvningen af nye eksperimentelle tilgange til bygningstransformation samt forædlingen af allerede etablerede metoder igennem individuelt projektarbejde som værende yderst vigtige. Studio 1C tilsigter således forskelligartethed og omfatter konventionelle programmatiske omdannelser såvel som radikal bevarelse af bygninger på baggrund af eksperimentelle kunstneriske eller midlertidige strategier. Grundet de udvalgte værtsbygningers tilstand og fremtidsperspektiv, opfordrer Studio 1C, i en vis grad, til radikal transformation.
Leif Høgfeldt Hansen, Associate Professor
Mo Michelsen Stochholm Krag, Associate Professor
Jon Andersen, PhD & Teaching Assistant Professor
Kari Moseng, Teaching Associate Professor
Relateret
MÅSKE ER DU OGSÅ INTERESSERET I DETTE