VANDETS AMBASSADØR

17.05.2022

Hvordan kan vi møde det stigende vand på en måde, som også skaber social balance? Katrina Wiberg forsker i vandets møde med byen.

Som ung drømte hun om at blive biolog eller dokumentarist – med ønsket om at redde regnskoven, som hun siger med et smil. At bæredygtig arkitektur er lektor Katrina Wibergs metier i dag er således ingen tilfældighed, selv om vejen til hendes aktuelle virke har været snoet som en å. For hun har altid vægtet det samfundsmæssige engagement og det bæredygtige ideal højt.

Katrina ser verden fra vandets perspektiv. Hvor vil det helst løbe hen, og hvad betyder det for os? Som en vandets ambassadør sigter hendes forskning på at mægle mellem menneskets og elementets interesser. Målet er bæredygtige løsninger i både stor og lille skala.

Måske ligger kimen i opvæksten i det progressive ø-gadekvarter i Aarhus i slut-70’erne. Eller måske i mødet med det åbne land – og en helt anden livsform – da familien flyttede til Hyllested Skovgårde på Djursland.

”Det var første gang, jeg så en nappasofa, et elorgel og en rød Kadett. Jeg var helt blæst bagover, og det var meget eksotisk”, fortæller hun.

Men byen trak hende hurtigt til sig igen, og som 16-årig flyttede hun på klubværelse i Aarhus og tjente til dagen og vejen som rengøringsassistent. Siden tog hun på kunstskole og arbejdede også et år i et guldsmedeværksted.

”Derhjemme har vi altid også haft værksteder i stuen, hvor vi arbejdede med læder, smykker, metal, ben osv. Måske er det derfor, mit arbejde i storskala med byer og landskaber altid skal kobles med det stedsspecifikke og æstetiske”.

Blæst bagover

Arkitektfaget opdagede hun ved en tilfældighed, da hun hørte et oplæg med en studerende fra skolen.

”Efter tre minutter var jeg helt solgt. Blæst bagover. Det var den kombination af det praktiske – kunst og grafik – det samfundsrelevante og det intellektuelle, som jeg søgte.”

Dermed var Katrina slået ind på en bane, der har ført hende frem og tilbage mellem arkitektskolen og praksis de seneste 25 år.

”Det var vildt hårdt at gå på arkitektskolen, men det var også hårdt at have fem rengøringsjobs, så man bliver også meget taknemmelig for at få lov at fordybe sig i noget, der er så spændende.”

Efter dimissionen på skolen i 2003 fik hun arbejde på den lille tegnestue Desmond Fitzgerald Architects i Dún Laoghaire i Irland, hvor hun også underviste i landskabsarkitektur på University College Dublin. Derefter arbejdede hun en kort periode som frivillig i Gellerup, hvor hun lavede workshops for etniske minoritetsbørn, og så fulgte en række år i praksis som arkitekt hos Møller og Grønborg i Aarhus.

Den slidte legeplads

Men endnu engang mærkede hun trangen til fordybelse, og i 2013 tog hun hul på sin ph.d., Waterscapes of Value, hvor omfavnelsen af det våde element for alvor begyndte.

”Jeg arbejdede med vandets indflydelse på hverdagslandskaber. Ikke de højt prioriterede områder som Store Torv i Aarhus eller lignende. De kan som regel få penge til særlige indsatser. Men det regnvandsbassin, den slidte legeplads eller p-pladsen, som man går forbi til hverdag, repræsenterer nogle ret store arealer, som vi alle omgås, og der flyder pengene ikke så frit. At kigge på løsninger for de oversete steder matchede fint min interesse for social sammenhængskraft og samfundsrelevans”.

Flere ekstremer

I dag er havstigninger og vores byers evne til at reagere og håndtere det i centrum af Katrinas forskning. Snarere end enkeltløsninger ser hun på, hvordan vi kan koble vores indsatser på forskellige skalaer.

”Vi får mere vand alle steder i Danmark. Kystnære områder får havstigninger, men mange områder vil også opleve længere perioder med tørke. Der bliver flere ekstremer, og vi har allerede set, hvad skybrud og stormflod kan forårsage.”

Hvem skal betale?

Også i denne diskussion er Katrina optaget af social sammenhængskraft – for vandets fremtrængen tvinger os til at prioritere indsatserne.

”Vi bygger stadig for meget og de forkerte steder. Når vi bygger prestigebyggerier med beton på ustabile jordbundsforhold i ådale og på havnefronterne, hvem skal så betale, når de skal beskyttes? Os alle? Og går det så ud over folkeskoler, ældrepleje og lignende?”

Katrina kigger på potentialet i de planer, vi allerede har: Cykelstien, der skal repareres eller huset, der skal transformeres. Med en samtænkning mellem landskabet og det byggede kan vi måske komme lidt længere, lidt hurtigere.

Den dybe tid

Arbejdet forbinder fortid, nutid og fremtid: Katrina Wiberg studerer de historiske kort for at forstå vandets ældgamle veje gennem landskaberne.

”Aarhus har over 1.000 år på bagen, og sporene kan ses endnu – indfaldsvejene ligger de samme steder. Det, vi gør nu, har betydning lige så langt frem i tiden. Og den tidslighed er svær at gribe i planlægningen, fordi der er valgperioder, og det tager lang tid at bygge. Der er investorer, som skal have afkast, og kommunen skal skaffe plads til nye borgere.”

Imens vil vandet stadig løbe de samme steder hen, som det altid har gjort – i det byggede miljø tager det bare omveje gennem kældre og veje. Så gælder det om at kigge på terrænet med arkitektøjne og se potentialerne. Og de potentialer handler både om etik og æstetik.

”Hvis vi laver blå-grønne løsninger kan vi også facilitere bløde forbindelser: Natur, biodiversitet og social sammenhængskraft. Så kan det også være, vi kan tilbyde kommende generationer nogle fælles, offentligt tilgængelige rum, som måske tilmed er smukke. Rum, hvor alle er velkomne.”

Ja, sådan hænger det hele sammen: Vandets ambassadør er også fællesskabets ambassadør.

Fakta

– Katrina Wibergs primære to forskningsprojekter hedder The Missing Link og Byerne og det stigende havvand.

– Se filmen The Missing Link – når vandene mødes i byen.

– Katrina Wiberg bor på Frederiksbjerg i Aarhus med sin mand, Nikolaj, og deres to børn.

MÅSKE ER DU OGSÅ INTERESSERET I DETTE