Prince Henry Kwesi Asare

This conversation was first published for OPEN Architecture Festival, Issue Five (2025): In the Eyes of the Ordinary.

In conversation with Ida Bjerga & Birke Langkjær Jakobsen
Written by Birke Langkjær Jakobsen
Language: DA

Estimated reading time: 8 minutes.

Arkitektur er aldrig bare en ramme. Den er en aktiv medspiller i, hvem der føler sig inviteret ind – og hvem der må kæmpe for at føle sig hjemme. Mange har stået i et rum, der ikke føltes som deres. Rum, der krævede tilpasning, justering og kompromis. Så hvad sker der med arkitekturen, hvis vi stiller spørgsmålet: “Hvem er det her rum bygget til – og hvem er det bygget uden om?” I en samtale undersøgte vi med Prince Henry Kwesi Asare den type spørgsmål. En åbning ind i, hvordan vi forestiller os tilhør, adgang og forskellighed. Ikke bare i det fysiske vi bygger – men også bygninger som ramme for fællesskaber.

At gøre adgang til en opgave for institutionen

Prince Henry arbejder som sociolog, oplægsholder og konsulent og har i en del år beskæftiget sig med repræsentation, ligestilling og strukturelle barrierer i kultur- og uddannelsesinstitutioner. Hans arbejde handler om at synliggøre og nedbryde de barrierer, som afholder folk fra at deltage. ”Det handler meget om at synliggøre, hvilke barrierer der findes for deltagelse. Det kan handle om adgang til arrangementer, bygninger eller fællesskaber. Men også om at skabe en synlighed omkring, at det ikke er lige for alle at deltage, og så arbejde strategisk med at åbne mulighederne op,” fortæller han. Men det kræver også, at vi flytter ansvaret for adgang fra individet til institutionen. Alt for ofte gøres deltagelse til et spørgsmål om vilje, nysgerrighed eller personlig indsats. Men det er ikke alle, der møder verden med samme adgangsbetingelser. Og så længe vi behandler adgang som et individuelt projekt, overser vi de strukturelle forhindringer. “Det er nemmere for en institution, eller for dem der er skabende at ændre betingelserne for at deltage. Det er langt svære for brugerne at ændre det, for de har ikke samme magt eller mulighed som institutionen.”

At gøre adgang til en opgave for institutionen

Først strukturelt, så individuelt

Mange minoriteter oplever barrierer i mødet med institutioner og fællesskaber. Det kan handle om etnicitet, køn, seksualitet, handicap eller diagnoser. Men forandringen skal ikke starte med individet, mener Prince Henry. “Strukturer er ikke bare noget som opstår, de bliver skabt, og dermed kan de også ændres, men de skal arbejdes med aktivt og vedvarende. Jeg tror ikke, man kan ændre kulturelle og sociale udfordringer med individuelle løsninger.”

Barrierer er fysiske, sociale og mentale

Barrierer er ikke kun trapper og dørtærskler. De er også sociale koder, psykologisk afstand og kulturelt fremmedgjorte oplevelser. Det handler ikke kun om, hvor langt der er til et bibliotek, men hvordan det føles at gå derind. ”Selv når noget er fysisk tæt på, kan det føles langt væk. Hvis man ikke ser sig selv repræsenteret i det rum, eller har oplevelser med at det ikke er for én, så bliver det fremmedgørende. Det handler både om arkitektur, men også om sociale normer og usynlige forventninger.” – forklarer Prince Henry

Han fremhæver vigtigheden af at forstå, hvordan barrierer ikke blot er individuelle oplevelser, men også en konsekvens af systemiske strukturer og forventninger: “Skal man sidde stille, eller kan vi skabe muligheder for, at folk med for eksempel diagnoser også kan deltage på andre måder. Det er ved, at vi ikke holder fast i, at der er én rigtig måde at være på i det her rum.” Han peger på arkitekturens ansvar i at nedbryde de skjulte sociale forventninger – som hvornår man skal være stille, hvordan man sidder, eller hvad der forventes af deltagelse. Disse koder udelukker dem, der ikke passer ind i en foruddefineret ramme for, hvad det vil sige at være en ’rigtig deltager’.

Inddragelse som metode og strategi

For at skabe mere inkluderende rum, peger Prince Henry på brugerinddragelse som nødvendig metode. Det handler ikke om at gætte sig frem til andres behov, men om at inddrage dem: ”Vi kan ikke løse problemer, vi ikke forstår. Og vi kan ikke forstå problemerne uden at inddrage dem, der oplever dem. Det handler om at finde ud af, hvad problemet egentlig er, og hvor stort det er. Og det gør vi bedst ved at lytte.” Brugerinddragelse er et vigtigt redskab, mener Prince Henry. Dem der ikke er repræsenteret i forskellige rum og fællesskaber, hvordan kan vi tage dem med indenfor og give dem en stemme, reflekterer han over. Det er i samtalen omkring bygningen, hvordan den ikke er tilgængelig for personer med handicap, minoritetsetniske personer eller personer med diagnoser. Han understreger, at det er altafgørende at spørge den målgruppe, man arbejder med.

Men inddragelse er ikke kun en engangsøvelse. Det er en iterativ proces. Man skal teste, tilpasse og udvikle hele tiden – mener Prince Henry. ”Man finder problemet, man arbejder på at kende omfanget af det, man inddrager dem det handler om, og så tester man metoder for at finde ud af, om man kan forebygge og bekæmpe det. Og til sidst går man tilbage og ser, om det havde den ønskede effekt.”

Bygninger skal kunne forandres

Et konkret eksempel på inkluderende arkitektur kommer fra en højskole, hvor Prince Henry selv har været elev. Her kunne vægge flyttes, og rummene tilpasses forskellige behov. “Man havde et stort rum, hvor der var plads til det store fællesskab, men ved at rykke på nogle vægge kunne man lege med nogle naturlige begrænsninger. Det gav mulighed for at skabe mindre og mere private rum i det store. Jeg tænker arkitektur som: Et fundament og en base, men kan vi også sørge for, at de kan være fleksible, og at der er mobilitet i dem?” Men det handler også om arkitektur som en proces, ikke et endemål. Både i udformningen af bygningen, hvor det er vigtigt at tale med brugerne af bygningen, men også at tænke arkitektur som noget foranderligt. Den skal kunne forandres med sine brugere og med samfundet, mener han:

”Bygninger har normalt et bestemt formål. Jeg tror, det er vigtigt, at man arbejder sammen med fagpersoner, som kender de mennesker, som kommer til at have deres daglige gang i bygningen. Altså tænke hverdagen som en del af den arkitektoniske praksis. Men samtidig synes jeg også, at arkitektur skal være omstillingsparat i forhold til at være mere fleksibelt.” Prince Henry understreger, at arkitekterne selvfølgelig skal komme med en løsning og et svar, men at arkitekturen ikke er færdig, når bygningen står færdig, men at den skal være klar til at få stillet nye problemstillinger. ”Bygninger bliver færdigbygget, men processen med at bruge dem er jo altid i gang” – fortæller han

Arkitektur som forestillingsevne

Prince Henry plejer at sige, at sproget skaber virkelighed – men det gør arkitektur også. Den er med til at forme vores forestillingsevne: “Hvordan kan vi forestille os et rum? Hvem bruger det, og hvem kan faktisk være her? Hvem kan vi ikke se her – måske netop fordi måden, vi indretter og placerer rummet på, udelukker nogen? Hvem bruger køkkenet mest, ud fra den måde vi designer det på? Forestillingsevnen skal udvides, og den skal være åben. Det er en konstant samtale: Hvordan kan bygninger og rum være med til at udvide vores forestillingsevne i forhold til, hvem der bruger dem, hvordan og i hvilken grad?” Arkitektur er altså ikke kun mursten og kvadratmeter, mener han. Det er også noget psykologisk og forestillingsmæssigt. Arkitektur er med til at forme, hvem vi forestiller os kan være et sted. Han taler også om arkitekturens evne til “forøgelse af den rumlige kollektive bevidsthed” som en nødvendighed i en tid med store globale udfordringer. Vi har brug for at kunne se håb og tro på, at ting kan gøres anderledes. “Vi kan ikke altid se, hvordan vi skal løse klimakrisen, afskaffe diskrimination eller bekæmpe mistrivsel. Men med de værktøjer vi har i kunst, arkitektur og design – i byrum, på festivaler, på højskoler – kan vi skabe utopier, der viser en vej mod en bedre verden, hvor flere kan deltage på forskellige præmisser.” For ham handler det om at skabe små “prøvesamfund”, hvor nye måder at leve og være sammen på kan afprøves i trygge rammer – og siden føres ud i det brede samfund. På den måde kan arkitekturen åbne for nye muligheder i det, vi allerede har, og vise veje, vi måske ikke kunne se før.

Samtidig understreger han vigtigheden i, at arkitektur aldrig er neutral, og at vi altid skal forholde os til det for at muliggøre, at arkitekturen kan vise nye veje: “Jeg tror også, at det er vigtigt at være bevidst om, at viden ikke er neutral eller objektiv. Den er situeret fra et bestemt perspektiv.” Prince Henry uddyber, at der altid ligger forforståelser bag, hvad vi opfatter som “god” viden eller “den rigtige” måde at gøre ting på. Arkitektur opstår ikke i et vakuum – den formes af historiske perspektiver, vi ofte ikke er klar over. Hvis vi ikke er opmærksomme på, hvordan vi ser verden, og hvorfor vi ser den sådan, risikerer vi ubevidst at reproducere de samme mønstre igen og igen.Han peger på nødvendigheden af at stille spørgsmål til de grundlæggende antagelser: Hvorfor skal en bygning have netop denne form og funktion? Hvor stammer det fra? Og hvorfor gør man det anderledes andre steder? Ved at holde forskellige forståelser op mod hinanden kan vi blive bevidste om, at verden kan se anderledes ud – og at der ikke findes ét facit – uddyber han. For ham handler det om at bringe flere perspektiver, stemmer og synsvinkler ind i arkitekturen. Det giver et bredere grundlag for beslutningerne og gør os mindre blinde over for bestemte antagelser i designprocessen.

Men også i den måde vi uddanner arkitekter på skal man have for øje at viden aldrig er neutral. Mange arkitekter trækker på de samme referencer, som ofte har rod i vestlige, maskuline og normative samfund, og det gælder også i det lærte. Hvem lærer vi af? Hvem underviser? Hvilke stemmer får plads i pensum? Det er nødvendigt at måle på repræsentation – fortæller han. “Vi skal ikke være bange for at arbejde med statistik og data, som kan vise ulighed. Vær konkret og sig: Alle vores professorer, hele pensum, det er fra et bestemt udgangspunkt.” På den måde kan man nemt holde sig selv op på systematiske strukturer, der kan skabe ulighed, og på den måde arbejde målrettet med at ændre det.

Kvoter som redskab til udvikling

Det samme mener Prince Henry, at kvoter kan bruges til. Det er ikke en endelig løsning, men et vigtigt redskab for at sikre fremskridt: “Jeg tror, at kvoter kan være en måde at hjælpe en udvikling i gang, men også sørge for at man holder sig selv ansvarlig for at opnå den. Jeg synes ofte, at man allerede arbejder med kvoter. Det er kvoter for mænd eller hvide mennesker, det er bare usagt fordi det er en del af strukturerne. Man siger ikke, at man får jobbet, fordi man er hvid eller mand, det er bare sådan det er.” Prince Henry uddyber at de usynlige kvoter bliver skabt ud af samfundsstrukturer. Det er fordele for majoriteten, som vi ikke sætter spørgsmålstegn ved, fordi de er blevet normative og en del af status quo.

Prince Henry forklarer videre at brugen af tiltag som mindsker barriere, såsom kvoter, kan gøre at vi bliver opmærksomme på bias i rekruttering og ud fra det arbejde målrettet på at bekæmpe det. På denne måde kan kvoter også fungere som et incitament for at arbejde med barriere for forskellige mennesker. Kvoter er altså ikke slutmålet men et redskab til at sætte udvikling i gang og skabe forandringer, der gør deltagelse mulig for flere.

Drømme, der er store nok til flere

Arkitektur er aldrig bare rum. Det er rammer for deltagelse, for møder, for anerkendelse. Det er en del af, hvem vi forestiller os, verden er bygget til, og hvis vi vil skabe byrum og sociale fællesskaber, hvor flere kan trives og være en del af fællesskabet, må vi først forstå, hvilke barrierer der står i vejen.
For Prince Henry handler det ikke kun om at åbne rummet fysisk men om at tage ansvar for, hvordan perspektiver skabes og vedligeholdes. På den måde kan vi reproducere en anden fremtid: en, der er mere inkluderende, mere mangfoldig og rummer flere muligheder. ”Arkitekturen er muligheder, det er drømme og det er håb. Og hvordan kan vi sørge for, at flere kan drømme sig ind i dem? Det er ved at have et blik for flere end bare de få.”

This conversation was first published for OPEN Architecture Festival, Issue Five (2025): In the Eyes of the Ordinary.

The issue was produced by students from the Aarhus School of Architecture:
Ida Bjerga, Osmo Hadad-Lange, Alexander Skovgaard Bagger Hadi, and Birke Langkjær Jakobsen.

The non-profit project was supported by The Dreyer Foundation.

Image credits: 1) Tilde Døssing Tornbjerg, 2) Saba Lykke, 3) Simon André, 4) Tilde Døssing Tornbjerg, 5) Tilde Døssing Tornbjerg